Axel Jacobsen har to gange i karrieren vundet Dansk Trav Derby. I 1985 var det med familiens egen Hawkeye. Axel Jacobsen har to gange i karrieren vundet Dansk Trav Derby. I 1985 var det med familiens egen Hawkeye.

Axel Jacobsen

Den skakternede kusk, Axel Jacobsen, har gennem 40 sæsoner været en af de fremtrædende trænere i Lunden med flere end 2000 sejre på banen. Nu får han plads i Travsportens Hall of Fame.

I 1949, det år Axel Jacobsen blev født, blev der indregistreret nogle nye væddeløbsfarver. Sort og hvid kvadreret trøje, sorte ærmer og sort og hvid hue.

Måske Danmarks bedste væddeløbsfarver, harmoniske, meget iøjnefaldende og symbolske, og som minder tilskuerne om, at det at køre travløb ligesom at spille skak er en taktisk affære.

Oprindeligt var det hesteejerfarver, og at det blev Axel Jacobsens løbsfarver 31 år senere ved karrierestarten i 1980, var ganske logisk, fordi farverne kom fra hans far Poul Jacobsen og Stutteri Langesø, som hans far og farfar, grosserer Marius Jacobsen, havde oprettet i hans fødselsår.

undefined
Ingen reklamer. Samme farver. Ingen dikkedarer. De sort/hvide skaktern har fulgt Axel Jacobsen gennem hele karrieren.

Så i lighed med andre travfolks strækker Axel Jacobsens ”historie” sig bagud, og farfar Marius havde været med meget længe, i hvert fald fra 1922, hvor hans hest Champion vandt på Amager-banens åbningsdag i august.

Stutteri Langesø havde en masse gode heste især hos Gerhard Petersen, og Langesø gjorde sig bemærket ved i 1955 at flyve de første travheste direkte over Atlanten til København. Med sig havde flyet bl.a. den ifolede følhoppe Emma Signal Girl og hendes føl.

Den første sejr

Emma Signal Girls medbragte føl blev kaldt Captain Frost, og såvel Captain Frost som den et år yngre lillebror Aconto blev nr. 2 i sit derby. Captain Frost i 1958 for Sophus Bügel Hansen, Aconto i 1959 for Mark Ingdam. Og senere, som det 7. føl i 1962, kom Joe´s Pride-hingsten Hornblower, som Axel Jacobsen vandt sit første løb med på Amager-banen i august 1968. På det tidspunkt var stutteri Langesø flyttet fra Langesø ved Ringsted til Fredensborg.

Jeg havde netop samme måned som ved Axels debutsejr debut som travjournalist i Politiken, men Axel-sejren kom ikke med i referatet, da Leif Løfgren brillerede med Leif Ørnebjerg i 3-årsmesterskab og samtidig vandt med det kommende derbys storfavorit Karina Axworthy. Havde jeg dengang vidst, at Axel ville vinde flere tusinde sejre siden, kunne man jo godt have tilføjet, at han var en kommende champion.  

Axel var bidt af heste-bacillen, men hans forældre insisterede på, at han fik en uddannelse. Dyrlæge ville være oplagt, men da han ikke kunne tåle at se blod, blev det til en uddannelse som civilingeniør. Uddannelsen blev påbegyndt i Sverige, da Poul Jacobsen i Malmø drev en søstervirksomhed af bedstefarens værktøjsfabrik.

undefined
Selvom Axel tidligt var bidt af en gal hest, insisterede familien på, at han tog den videregående uddannelse, som han afsluttede fra universitetet i Lund.

Amatørchampion i 1977

Under uddannelsen kørte han som amatør med stor succes, i øvrigt bl.a. med et par af de heste, som undertegnede også vandt med som kusk i Travsportsinteresseret Ungdom, Gerhard Petersen-trænede Grønholt og Løjtnant, og Axel blev amatørchampion i Charlottenlund i 1977 med 17 sejre. I alt vandt han 40 amatørsejre.

Da travet trak betydeligt mere end ingeniørfaget, og da den ”rigtige stilling” ikke lige dukkede op, fik han ansættelse som staldmand hos Per Hansen pr. 1. januar 1978, og her vandt han 23 sejre som staldmand, indtil han pr. 1. januar 1980 nedsatte sig som selvstændig træner.

undefined
Efter et par år som staldmand tog Axel Jacobsen springet til de professionelles rækker ved indgangen til 1980'erne.

Nu havde Lunden 30 trænere, og pladsen var så trang, at Axel og Max Nielsen, der var begyndt i november 1979, fra starten måtte dele stald. De to havde været toneangivende jockeys sammen med ”championen” John A. Jensen.

Situationen blev hurtigt så kaotisk, at Axel måtte have heste opstaldet på en af Ordrup/Charlottenlunds historiske gårde, Damgården, hvorfra Bornholm-banens nuværende direktør Charlotte Berg red hestene til banen ad Ordrup Jagtvej.

Konkurrence på højere plan

Det var omskiftelsernes tid i Lunden. En ny generation trådte frem i det største og voldsomste generationsskifte i banens historie. I 1978 havde Mogens Larsen med en sæsonrekord på 101 sejre vippet Walther Kaiser af pinden som champion, i 1979 var det Torben Fischers tur i hans blot anden hele sæson, og i 1980 fik Walther Kaiser så meget gang i sine amerikanere, at han ved udgangen af februar havde vundet 13 sæsonsejre, mens Axel Jacobsen havde vundet sin første sejr som træner d. 18. februar med Viking Skovbo.

Axel havde endnu kun få startheste, og Kaiser vandt det år championatet for 13. og sidste gang med 80 sæsonsejre, hvorefter Preben Kjærsgaard kom til banen og ”hærgede” med 124 og 126 sejre i 1981 og 1982.

undefined
I det første år som selvstændig træner havde Axel Jacobsen ikke mange heste i boksene, men det billedet vendte hurtigt. Her tester han Danvil i et hurtigarbejde.

Reklamehestene i Vixi-opdræt

Alle har brug for ”blikfang” eller reklameheste for at få gang i trænerkarrieren, og for Axel Jacobsen blev det Vixi-hestene Dwight Vixi og Empire Vixi, sønner af Verner Juel Rasmussens fremragende avlshopper (og væddeløbere) Enten Eller og Nielsine.

undefined
En af de heste, der for alvor var med til at slå Axel Jacobsens trænerkarriere i gang, var Pay Dirt-sønnen Empire Vixi.

Dwight Vixi blev debutsæsonens store hest med andenplads i Kriteriet bag den tredobbelte rekordholder Dan Holmbo (Sören Norberg). Her havde Dwight Vixi galop og stort terræntab. Også startgalop i 3-årsmesterskabet i Skovbo, men her endte det med sejr for Dwight Vixi i ny mesterskabsrekord 1.20,6-2000 m. I Lunden blev det til triumf i Treårsstjernen, hvor sejren blev gjort lettere ved en hård duel om spidsen mellem Dan Holmbo og Dilli Hanover.

undefined
Dwight Vixi blev debutsæsonens store hest med sejre Treårsstjernen, A.T. Skovbos 3-års Mesterskab og en andenplads i Kriteriet .

Man havde set hestens styrke, og den ansås for bedste danske rival til Sören Norbergs Dan Holmbo op til derbyet i 1981. Det skyldtes formentlig en misforståelse, men efter et flot løb på besøg i Stockholm blev Dwight Vixi pludselig skiftet til Stig H. Johansson og solgt, og så var Axels første ambition om derbysejr forduftet.

Lidt senere på året så vi, at Duvil (Jørn Laursen) vandt derby efter hårdt pres fra netop Dwight Vixi (Stig. H. Johansson).

Derbyjagt og ridetræning

Axel satsede fortsat på ungheste og klassiske løb, og i sin blot tredje sæson 1982 præsterede han at have tre heste til start blandt 11 i Derbyet: Enok Tårs, Embo og Empire Vixi.

En del af baggrunden for den hurtige succes var hans systematisering af ridetræningen på sandet på Stutteri Langesø med Lundens nuværende direktør Klaus Koch i spidsen.

undefined
Axel Jacobsen har aldrig været bleg for at gå egne veje. Tidligt i karrieren begyndte han eksempelvis at træne mange af sine heste under rytter. 

Denne nu hyppigt brugte træningsform havde Axel Jacobsen bragt med sig fra Sverige fra ungdomsvennen Magnus Sandgren, Kalmarchampion første gang i 1977. Nu skulle kravene til træningsmængden blot finjusteres med pulsmåler.

Derbyet blev Ejnar Vogts, og Jacobsen-stalden måtte nøjes med en femteplads for Enok Tårs med Axel i sulkyen.

Axel Jacobsen nævnte selv, at årets sejrshest Empire Vixi aldrig havde tålt strabadserne uden sandet, og i Aalborg vandt Embo Store Pris i løbsrekord 1.20,9-3100 meter.

Cirka 30 af staldens da 60 heste trænedes fortrinsvis i sandet.

undefined
Embo var udlånt til Max Nielsen i derbyet, mens Axel selv sørgede for sejren i Aalborg Store Pris.

Det første championat

I 1983 fik Axel Jacobsen også sin ”evige rival” Steen Juul blandt Lundens konkurrenter, men samtidig præsterede han ved sit første championat samme år at sætte en sejrsrekord på 143 sejre, i praksis ved sejr i hver fjerde start.

Fra da af var der krig på kniven i en årrække mellem de ”unge løver”, og bortset fra Birger Jørgensens championat i 2012 har Steen og Axel taget samtlige championater siden 1983 – altså i 35 sæsoner, nu med Juul som altdominerende, Axel med en mindre stald de sidste mange år.

undefined
Seks gange har Axel Jacobsen vundet trænerchampionatet i Lunden. I 1988 skulle der 127 sejre til for at hjemtage titlen.

Empire Vixi gav i 1983 sit bidrag med 13 sejre og DM-andenplads, Gazette Guy, Flying Bogø og Fight Løjbjerg var andre bidragydere.

Sejrshesten Fight Løjbjerg var fra spor 1 blandt favoritterne i 1983-derbyet efter 11 sejre i 13 forsøg, og hesten holdt føring til opløbet, men tanken var ved at være tom, og det blev i stedet til rivalen Steen Juuls første derbysejr med den netop indkøbte For Ever Vixi.

undefined
Fight Løjbjerg tog sejr på sejr for Axel Jacobsen i sin fireårssæson, men i karrierens vigtigste opgave, Dansk Trav Derby, måtte den bøje sig for Steen Juuls For Ever Vixi i opløbet og nøje sig med andenpladsen. 

Pibekoncert og derby-revanche

Naturligvis var championen populær, men når ”mester Jacob” eller ”ingeniøren” – et tilnavn, han bestemt ikke brød sig om, svigtede med kæmpefavoritter i træk, kunne han dengang godt udløse en veritabel pibekoncert.

Helt galt gik det ved V6-spillets start i Lunden 10. marts 1984, hvor Axel Jacobsen godt nok blev bedst med to sejre i de løb, men hvor han svigtede med Gazette Guy, der var spillets største favorit efter ni sejre i ni forsøg for træneren. Han havde advaret om risiko for startgalop i anden startrække, og i en snæver start fik hoppen galop, hvorefter Axel Jacobsen tro mod sin tradition straks opgav at følge efter feltet. Tanken var givetvis, at hoppen skulle ikke ”splittes ad” i et håbløst forsøg på at tilfredsstille spillerne.

undefined
Gazette Guy vandt sejr på sejr for Axel Jacobsen, men da den kiksede som storfavorit i et V6-løb, påkaldte det sig spillernes vrede.

Det udløste datidens ”shitstorm”, da Ekstra Bladet blev ringet ned af utilfredse nye spillere, og bladets V6-medarbejder blev sat til at skrive en artikel med spekulationer om svindel på travbanen. Jeg overværede, da journalisten en måned senere undskyldte ved at give Axel en flaske snaps i flyet på vej til V6 i Aalborg.

I øvrigt havde uviljen mod tilnavnet ”ingeniøren” nok den forklaring, at han ikke ønskede at adskille sig fra de øvrige trænere på grund af sin gode økonomiske baggrund og akademiske uddannelse.   

Kunne sprinteren stå distancen?

Axel arbejdede hen mod derby med Game Høgh, der godt nok vandt Skovbos 3-årsmesterskab, men ved nytårstide var det de færreste, der troede at ”sprinteren” ville slå til mod Kriterievinder Glennie Bilto (Hans Svensson) og Granit Bangsbo (Steen Juul).

I fireårssæsonen slog de to Pay Dirt-brødre Granit og Game hinanden på skift, og i selve derbyet fløj Game Høgh til føring, mens Granit Bangsbo var ude af stand til at kæmpe med om fronten.

undefined
Starten er gået til Dansk Trav Derby 1984 - og Axel Jacobsen sender Game Høgh direkte til front.

Game Høgh fik inderbanefordel og var på biddet, men den var også timet til dagen, og da Juul og Granit Bangsbo for alvor gik til angreb midt i opløbet, var der ressourcer nok hos Game Høgh til sejr i derbyrekord 1.18,0. Tredje gang fra førerposition i derby blev lykkens gang.

undefined
Karrierens første derbysejr kom i hus, da Game Høgh kunne afvise Granit Bangsbo med Steen Juul og Gunga med Søren Norberg i kampen om sejren.

Og så fortæller det jo noget om de to rivalers betydning for dansk travsport, at de omkring et kvart århundrede senere i 2007 kunne udkæmpe en ny derbyduel Leviti (Steen Juul) - Leader Chip (Axel Jacobsen). Og at de er still going strong i 2019 i en alder af 70 (Axel) og 69 (Steen).

At Game Høgh også var sprinter i 1984, viste den nye danske 4-årsrekord 1.13,3 på andenplads bag banerekordsætter Matiné (Johnny Takter) 1.12,9 på Copenhagen Cup-dagen.

undefined
Game Høgh 'viser sig frem' for Axel Jacobsen i folden på Langesø.

Læs også: Axel Jacobsens storløbssejre og championater

Gentagelse af derbysejr

Den anden derbysejr kom året efter med familiens Hawkeye i et sent angreb foran mere internationale heste som Hairos, Habib og Handybus, og med denne karrierestart over et fem års forløb var Axel Jacobsens navn slået fast, en af sportens helt store matadorer med hjemmebanens løb som absolut foretrukne, og med Jägersro-banen som nr. 2 i rækken.

undefined
I 1985 fik Axel Jacobsen sin anden derbysejr i par med Vokal N-sønnen Hawkeye.

Dette er fortsat gennem foreløbig 40 sæsoner (1980-2019) og har haft som resultat, at Axel Jacobsen i hele travhistorien kun er overgået af Steen Juul med hensyn til sejre på Lundens arena. Den skakternede kusk har vundet over 2000 sejr på denne oval.

Hør Axel Jacobsen fortælle om sine derbysejre: "Mit bedste derbyminde" (klip fra YouTube)

Staldmænd overalt

Som følge af storstalden gennem karrierens første femten år har Axel Jacobsen haft en masse staldfolk tilknyttet, og flere af disse staldfolk er bagefter endt i en anden branche inden for travet.

Klaus Koch blev sportschef i Stockholm, international løbsarrangør, direktør i Hamborg og nu i samme stilling i Lunden, Knud Lillegård var en lang overgang en af Væddeløbsbladets faste medarbejdere, Jørgen Skovlund er manden i dagens Pitstop. Charlotte Berg endte som nævnt på Bornholm. Og andre drog til udlandet: Erik Bondo til Italien, Mikael Larsen til Tyskland, Svend Dyhrberg til Sverige, Rene Sejthen til USA, mens Christian Lindhardt begyndte i Skive før turen til Tyskland og tilbage til Danmark.

undefined
Axel Jacobsens stald har været rugekasse for en række personer, der senere har positioneret sig inden for travsporten - både nationalt og internationalt. Her ses den i dag i Italien bosiddende Erik Bondo i rollen som staldmand for Game Høgh efter en af hestens mange sejre.

Med den store succes fulgte også deltagelse i Ekstra Bladets Rigschampionat, en kuskematch, han vandt i årene 1986, 1987 og 1994. I øvrigt er han også blevet tildelt Ekstra Bladets hæderspris for sin fair kørsel og sin upåklagelige optræden til gavn for sportens omdømme.

undefined
Tre gange vandt Axel Jacobsen "Den gyldne hjelm" i Ekstra Bladets Rigschampionat.

Axels kørsel var og er velovervejet. Selvfølgelig kan han ligesom alle andre også blive stædig i en taktisk duel, men det var karakteristisk en lang overgang, da de alle havde store stalde i Charlottenlund, at den vilde magtkamp om væddeløbets dirigentrolle oftest blev udført af Steen Juul og Max Nielsen.

”Perfektionisten” Axel brænder normalt ikke sin hest af i starten, og han kører meget sjældent mælkesyre på hestene. Han er yderst velforberedt på konkurrenterne, og vurderet fra sidelinjen lægger han ofte en taktik på forhånd.

undefined
Hestene har altid været omdrejningspunkt i Axel Jacobsens tilværelse, hvilket billedvæggen i privaten taler sit tydelig sprog om.

Staldmand m/k og sambo

Hans blivende staldmand og også sambo (Char-) Lotte Larsen, som fik interessen gennem rideskole og galopbanen i Klampenborg hos Gert Jensen og Ole Larsen, og hun havde også et ophold i USA - hos Stanley Dancer og Tommy Haughton. Hun begyndte hos Axel i 1990. Siden har de to været sammen, og Lotte har naturligvis sin store andel i staldens resultater.

I 1992 var Axel og Lotte på indkøbstur i USA med Ole Bach som kontaktmand. De ledte efter en bestemt hest til Erik Friis (Stall Dana), men den handel blev ikke til noget, og i stedet tog de til babyløb på Pocona Downs, hvor Axel straks faldt for Frisky Frazer.

undefined
Lotte og Axel i selskab med Frisky Frazer i forbindelse med et hurtigarbejde under et af hestens vinterophold i Frankrig.

Frisky til 25.000 dollars

Han kostede 25.000 dollars, og efter at den dyre handel var indgået, sagde Gunnar V. Holm (stald GVH) ja, mens Axel og Lotte beholdt en fjerdedel.

Det blev karrierens helt store hest. Og en af de bedste heste, der har været trænet i Danmark gennem hele travsportens historie.

undefined
Det er altid svært at sammenligne heste på tværs af årtier, men det står fast, at Frisky Frazer er en af de allerbedste heste, der gennem tiderne har været i dansk træning.

Karrieren løb fra 2 til 11-års alder, sluttende med en fjerdeplads i Elitloppet 2001 bag store verdensstjerner som Varenne og Victory Tilly. Året inden var fjerdepladsen bag Victory Tilly, General de Pommeau og Varenne. Det er jo ikke hvert årti, man ser heste af den kaliber!

Se Frisky Frazers sidste karrierestart i Elitloppet 2001 (klip fra Youtube)

Den lange karriere blev muliggjort ved en nænsom udnyttelse af hestens ressourcer, og da Frisky lagde skoene på hylden, havde han fire gange i fire forsøg kvalificeret sig til finalen i Elitloppet. I alt vandt han mere end 800.000 kr. ved sine fire maj-søndage i Stockholm. En tredjeplads og tre fjerdepladser i finalen.

Helt klar over hestens internationale standard blev man i 4-årssæsonen. Han vandt Sprintermesteren i Billund i ny banerekord 1.14,3, og så fulgte en sejr over selveste Toss Out (Heinz Wewering) i Grosser Preis der Stadt Gelsenkirchen, før han i Grosser Preis von Bild tog tæt andenplads til Giant Force, men foran årets Prix d’Amérique-vinder Sea Cove.

undefined
Frisky Frazer slog for alvor sit navn fast i den europæiske elite, da den som fireåring slog Toss Out i Grosser Preis der Stadt Gelsenkirchen.

I alt nåede Frisky Frazer op på 48 sejre i 132 starter og præmier på 6.612.239 kr., hvorfor han i 2001 gik til avl som den mestvindende dansktrænede traver nogensinde.

Frisky Frazer stod fast på Charlottenlund-banen og var tilfreds med livet der, men på hjemmebanen foldede han sig sjældent helt ud i de vigtige væddeløb. Det var, som om kun en rejse ”væk fra hjemmet” for alvor kunne sætte ham op til dåd. Den største præmie i Lunden fik han ved sejr i Faxe Premium Cup som 5-års til 75.000 kr., mens fire optrædener i Copenhagen Cup endte uden præmie!

undefined
Hele 48 gange kunne kredsen omkring Frisky Frazer vender tilbage til vindercirklen i en karriere, der indbragte over seks millioner kr. i præmiepenge.

Frisky Frazer og Empire Vixi er for Axel karrierens store sejrsheste med 48 og 44 sejre, mens også Lundens 90’-hest Nickolos med speciale i de lokale storløb skal fremhæves med i alt 37 sejre. Han vandt ingen klassiske løb, men blev på grund af sin lange og fine karriere fra 2 til 12 år sin årgangs mest vindende hest.   

undefined
Hele 37 gange sejrede Nickolos i sin karriere. Størstedelen af sejrene blev taget på hjemmebane i Lunden. 

Eventyret i Frankrig

Axel havde haft planer om stald i Belgien, som blev opgivet ved træghed i EU-systemet, men han oprettede og havde træningscenter i Polen i byen Lopez gennem otte år, og så opstaldede han flere vintre i træk omkring årtusindskiftet heste på Charmant, europachampionen Charlie Mills’ gamle sted nær Paris.

Frisky Frazer vandt i flere sæsoner i alt en halv million kr. ved sine placeringer på Vincennes og i Cagnes sur Mer, mens Axel fik endnu større succes på Vincennes med Demilo Crown, som vandt fire gange på denne arena. Han er den eneste blandt de danske professionelle, som har vundet der, og han har endda vundet på Prix d’Amérique-dagen.

undefined
Frisky Frazer skridtes af foran slottet på Grosbois efter et hurtigarbejde på fransk travsports højborg. 

Det skete i mudderbadet med Demilo Crown i 2003, samme dag som hans tidligere lærling Erik Bondo fik trænersejr i Prix d’Amérique med Abano As og Joseph Verbeeck. Det blev med ca. 300.000 kr. Demilo Crowns største præmie.

I alt vandt Axel Jacobsen seks gange på Vincennes i den periode, og så vandt hans heste også en række sejre i den franske provins. I flere perioder havde han op mod ti heste opstaldet i Frankrig.

undefined
Demilo Crown efter sejren i Prix Jean-Rene Gougeon på Prix d'Amerique-dagen, hvor Lindy's Crown-sønnen hentede en præmie på 40.000 euro. Hesten stod for fire af Axel Jacobsens seks sejre på Vincennes.

Mere stille i de senere år

Axel har haft stor succes med andre amerikanere end Frisky Frazer, heste som Mr. Cool, Speed Sailing m.fl., - og specielt huskes måske Mr. Flirt, der i sæsonen 1997-1998 tog 13 sejre på stribe for ham.

undefined
Gennem årene har Axel Jacobsen trænet og kørt talrige sejrsheste, bl.a. Valley Victory-sønnen Mr Flirt, der i slutningen af 1990'erne som regel var kæmpe totofavorit, når den startede i Lunden.

Siden salget af Langesø har hestene været opstaldet på forskellige træningsanlæg. I skrivende stund er de på Jørgen Sthelis gård nær Hillerød, hvor de hurtige arbejder så foregår på Lunden lige ved parrets bopæl.

Gennem de sidste 10-15 år har Axel ligesom alle andre mærket en betydelig afgang af heste, men på det allerseneste er der kommet flere ungheste til.

Måske betyder det, at han igen kan blande sig i de klassiske opgør, hvor man bemærker, at han har vundet Hoppe-Kriteriet fire gange og Hoppe-derbyet tre gange.

undefined
Rebillon, der vandt Dansk Hoppe Derby i 1993, er en af Axel Jacobsens tre vindere af opgøret.

Og så har han også vundet DM, med Top Straight, der havde en gylden september måned i 1995. Først satte den til odds 28,55 stop for derbyvinder Treasure Ås (efter dennes 16 sejre på stribe fra debut)  i Aalborg Store Pris, dernæst slog den i DM de ældre modstandere til odds 11,48!

De fleste storsejre koncentrerer sig om Lunden, for det ville være synd at sige, at han har rejst land og rige rundt som mange andre af landets toptrænere og kuske. Lunden, Jägersro og derefter Halmstad er hans foretrukne arenaer.

undefined
Axel Jacobsens foreløbigt sidste klassiske sejr kom i 2010, hvor han vandt Dansk Hoppe Kriterium med Picture F.H.

Han har aldrig på nogen udadvendt måde forsøgt at ”sælge sig selv”. For ham har det altid været resultaterne, der skulle tale for sig selv. Og de taler jo deres tydelige sprog.

Af Travsportens Hall of Fame/Lars Donatzky - Fotos: Burt Seeger