Gordon Dahl (sort kusk midt i banen) vinder med Jørn Laursen-trænede Main Cup på Skive Trav. (Foto: JMJ Foto) Gordon Dahl (sort kusk midt i banen) vinder med Jørn Laursen-trænede Main Cup på Skive Trav. (Foto: JMJ Foto)

Dahl: Hård, men retfærdig chef

Nuværende Aalborg-træner Gordon Dahl var ansat hos Jørn Laursen i årene 1986-89. Han fortæller om en arbejdsplads, hvor de ansatte fik lov at bestille noget, men samtidig blev retfærdig behandlet.

Gordon Dahl kørte som jockey i sine år hos Jørn Laursen, og i den periode vandt han i alt 55 løb.

"Det var hårdt arbejde fra morgen til aften; man fik lov til at bestille noget og lønnen var ikke så god, men jeg husker samtidig Jørn som en meget retfærdig arbejdsgiver," siger Gordon Dahl.

"Jeg har været kollega med både Bent Svendsen, Knud Mønster, Dennis Kristiansen, Per 'Fif' Nielsen og selvfølgelig Jens Laursen, som vist lige havde fået licens, da jeg stoppede. Mens jeg var hos Jørn havde vi 45 heste på banen og, som jeg husker det, 28 heste fordelt på deres to gårde, dels Jørn og Ingelises gård, hvor der var plads til 12 heste, og dels en stald på den såkaldte avlsgård under Hagenshøj, der oprindeligt blev bygget til de hopper, Tarok skulle bedække."

undefined
Bent Svendsen er en af de trænere, der har 'gået i skole' hos Jørn Laursen. Her ses han med sin gamle lærermester efter en sejr med Hancock tilbage i 2008. (Foto: Ole Hindby)

Gordon Dahl fortæller om en stald, hvor der altid var nok at lave. 

"Der var aldrig en tom boks; der var altid fyldt op og hvis der var en hest, der forsvandt, stod der altid en ny klar i kulissen. Vi plejede at joke med, at de mødte hinanden på staldgangen, når der blev skiftet ud."

"Dengang kørte man jo løb i provinsen mandag til fredag, og indimellem var vi også på Lunden om søndagen, så der var sgu nok at se til. Vi mødte som regel kl. 6.30 og var først hjemme over midnat, men der var ingen kære mor – vi skulle altid møde til tiden den næste morgen."

"Men Jørn tog nu også sin del af arbejdet. Han gik altid forrest og mødte f.eks. hver morgen sammen med de ansatte og mugede sin del af boksene ud."

undefined
I amatørtiden deltes familien Laursen ofte om pligterne, når Stald Kimas heste var til start. Her ses Mogens og Jørn Laursen efter en start i Lunden i 1977. Da Jørn senere blev træner, gik han også forrest i stalden. (Foto: Burt Seeger/US Photo)

Staldfolkene fik mange køreture

Ifølge Gordon Dahl blev Jørn Laursen af mange opfattet som arrogant.

"Han var nok ikke altid lige populær blandt kollegaerne, men det var et kanon godt sted at være, for han var flink til at give staldfolkene køreture frem for at få andre trænere til køre. Som staldmand kunne man ikke finde et bedre sted. Han havde jo ofte flere heste i samme klasse, og jeg havde i hvert fald det privillegium, at jeg fik rigtig mange gode køreture - og jeg vandt også en del løb med min egen KFK, som jeg havde lejet af Karl Laursen."

"Jørn var også altid meget loyal over for os staldfolk; hvis vi fik skældud af en hesteejer for et eller andet, stod han altid på vores side og bad i yderste konsekvens hesteejeren om at forsvinde i stedet for at smide staldmanden på porten."

"Det hørte jo i mange år til sjældenhederne, at provinstrænerne startede på Lunden, men det begyndte man på dengang og Jørn har altid været lidt af en 'her kommer jeg-type', så han kunne godt finde på at sige, at det var som at tage bolcher fra børn når vi kom over på Lunden og vandt løb. Den slags er ikke populært, men sådan er han jo bare."

undefined
Jørn Laursen var en af de provinstrænere, der ofte tog turen til København. (Foto: Burt Seeger/US Photo)

Havde sin egne træningsprincipper

I sin tid hos Jørn Laursen oplevede Gordon Dahl en arbejdsgiver, der ikke var bange for at gå sine egne veje.

"Jørn kunne jo også noget, som ikke mange andre kunne. Da jeg begyndte hos ham i ’86 blev størsteparten af alle heste trænet langsomt mandag til torsdag, gik på fold om fredagen, hurtigt om lørdag og igen på fold om søndagen."

"Sådan var det ikke hos Jørn. Vi trænede næsten altid i skoven, der ligger bagved Skive-banen, og når vi kom til et stykke med lige ud, skulle vi altid køre så stærkt som muligt – altså en slags intervalarbejder før det blev moderne. Hvis man kom ind i stalden og Jørn kunne se, at hesten ikke var blevet brugt tilstrækkeligt, blev man jaget ud igen."

"Det lyder måske hårdt, men hestene blev meget bedre end alle andre, og det var da helt afgjort en del af 'hemmeligheden' bag Jørns succes. Han var også rigtig god til at give dem det rigtige at spise og holde humøret oppe på hestene; du så så at sige aldrig en hest, der ikke havde halen i vejret når man kørte ud, og det er jo tegn på, at humøret er i top."

"Jørn var på i det hele taget langt foran sin tid på mange områder. For os staldfolk betød det f.eks. også noget, at man kunne give en hest et dækken på med 'Team Laursen' – det kostede selvfølgelig noget, men Jørn var god til at lade folk forstå, at de faktisk fik noget for pengene, når de havde deres heste i træning hos ham."

undefined
På vej mod sejr på Jydsk Væddeløbsbane i par med Nabi Tjørn. (Foto: Ole Hindby)

Af Travsportens Hall of Fame/Henrik Berg