De fleste kender nok Karl Laursen som manden bag sejrshesten Tarok. Men "Dannebrog på fire ben" var kun en af mange stjerner fra hans hånd. (Foto: Burt Seeger) De fleste kender nok Karl Laursen som manden bag sejrshesten Tarok. Men "Dannebrog på fire ben" var kun en af mange stjerner fra hans hånd. (Foto: Burt Seeger)

1970-90: Karl Laursen

Portræt af manden bag Stald Kima – Karl Ingvard Laursen – som fra en barndom i trange kår arbejdede sig op til at blive godsejer og en af de mest succesrige opdrættere og hesteejere i dansk travsport.

Fire Derby- og to Kriteriesejre, 11 sejre i Jydsk 3- og 4-årings Grand Prix og et utal af andre storløb i ind- og udland taler sit tydelige sprog om en succes uden sidestykke i dansk travsport.

Selv vandt Karl Laursen 417 løb som amatørkusk – vel at mærke fordelt over blot 20 år – fra den første start i 1954 til han faldt for aldersgrænsen som 67-årig i 1973, men derudover vandt sønnerne Mogens, Vagn, Jørn og Aksel Laursen et godt stykke over 1.000 sejre med Stald Kimas heste.

I den brede befolkning er Karl Laursen først og fremmest kendt som manden bag Tarok – Danmarks bedste travhest gennem tiderne med et utal af storløbssejre i ind- og udland – men ”Dannebrog på fire ben” var blot én blandt mange fine heste skabt af Karl Laursen igennem de fem årtier, han satte sit enestående præg på dansk travsport.

Dette er historien om Karl Ingvard Laursen, der i dag optages i Travsportens Hall of Fame som en af de mest vindende danske opdrættere og amatørtrænere gennem tiderne.

undefined
Karl Laursen omgivet af sine sønner, fra venstre Mogens, Vagn, Jørn og Aksel. (Foto: DTC's fotoarkiv)

Fattig opvækst

Karl kom til verden i 1906 som nummer to i en søskendeflok på tre. Pengene var små i hans barndomshjem, men han kom selv godt i vej, fik en uddannelse som mejerist og fik arbejde som kontrolassistent, hvor han kørte rundt til de lokale gårde og blandt andet undersøgte mælken for fedtindhold og bakterier samt lavede foderplaner.

Han overnattede som regel på gården, og det var ved et af disse besøg, den unge Karl mødte sin senere hustru, Elisabeth. Parret blev gift i 1935 og tre år senere kom parrets første søn, Mogens, til verden – senere fulgte Vagn (1940), Jørn (1943) og Aksel (1948).

Ved siden af arbejdet som kontrolassistent solgte Karl Laursen forsikringer til landarbejderne, og var i det hele taget en både driftig og initativrig mand, som tidligt havde øje for at tjene en ekstra skilling.

undefined
Karl Laursen arbejdede sig op fra fattige kår til en position som godsejer og Danmarks gennem tiderne mest succesfulde hesteejer. (Foto: Burt Seeger)

Godsejer i 1947

Elisabeth og Karl Laursen boede de første mange år af deres ægteskab flere forskellige steder i det såkaldte trekantsområde ved Vejle, Fredericia og Kolding. Her satte Karl Laursen som regel ejendommene i stand, inden de blev solgt og parret flyttede videre til det næste sted, hvor historien gentog sig - og efterhånden fik Karl Laursen en del penge på kistebunden.

Så mange, at parret i 1947 kunne købe herregården Estvadgård sydvest for Skive. Gården var dengang på omkring 200 hektar og i haven lå resterne af et kloster fra 1700-tallet med tilhørende voldgrav, hvor børnene elskede at lege.

Karl Laursen var nu blevet godsejer.

undefined
Karl Laursen viser Tina Virup frem med en af Estvadgårds skorstene i baggrunden. (Foto: DTC's fotoarkiv) 

Startede med galopheste

Med åbningen af Skive Travbane i 1948 blev interessen for væddeløbshestene vakt. Banen var oprindeligt en kombineret trav- og galopbane, og i 1949 købte Karl Laursen et par fuldblodsheste, der med Mogens Laursen i sadlen deltog i flere løb på Skive-banen. 

Karl Laursen var delejer i Skive Galopklub, der havde et antal heste, men fravalgte forholdsvis hurtigt galophestene, kraftigt tilskyndet af en ulykke, som Mogens var ude for i efteråret 1953. Han styrtede – dog ikke med en af faderens heste - og måtte en tur på sygehuset med hjernerystelse og andre skader. Hesten måtte desuden aflives, og Mogens Laursens karriere som galoprytter blev brat afbrudt.

Allerede året forinden havde Karl Laursen købt sine to første travheste, Kingo og Marian, som han i januar 1952 købte af den lokale amatørkusk Jacob Jensen (Stald Skive) – og de to hestes forbogstaver dannede tilsammen pseudonymet Stald Kima, der blev registreret i Dansk Travsports Centralforbund den 29. februar 1952. Nogle måneder senere blev ejerfarverne gul m/hvide ærmer og gul hue også registreret i DTC.

Stald Kima – der fik sin første sejr den 27. april 1952, da Willy Rasmussen sejrede på Skive Trav med Marian - bestod oprindeligt af Karl Laursen og Hans Andersen (korn- og foderstofhandler), men da sidstnævnte ikke ville have flere heste, startede Karl Laursen i 1955 sin egen stald med farverne hvid m/gule ærmer. Samarbejdet med Hans Andersen fortsatte yderligere et års tid, indtil Karl Laursen i foråret 1956 overtog Stald Kima med den velkendte dragt, hvid m/gule ærmer. 

undefined
Gennem årene kom der til at stå "Stald Kima" i meritlisterne ud for talrige storløbsvindere på danske baner. Her ses Karl Laursen i vindercirklen efter Gagarins sejr i Jydsk 4-årings Grand Prix 1965. (Foto: Ole Hindbys Fotoarkiv)

”Jeg skal vise dem”

Tilsammen vandt Kingo og Marian syv løb i 1952 og Stald Kimas samlede indtjening blev 5.450 kr.

I 1953 blev stalden udvidet med hestene Poker og Roma – og året efter fik Karl Laursen amatørlicens, ved lidt af en tilfældighed:

”Jeg kom ind på banen en dag. Willy Rasmussen fortalte, at der skulle afholdes licensprøve samme eftermiddag og spurgte, om det ikke var noget for mig. Joh, tænkte jeg, det kunne der ikke ske noget ved, og da dagen var omme havde jeg licens (eller ”Midlertidig køretilladelse for Jylland” som det hed dengang, red.),” fortalte Karl Laursen i et interview med Væddeløbsbladets Årsrevy i 1991, hvor han også berettede om sin allerførste start på Skive-banen:

”Jeg husker endnu min første start, hvor vi tog ud på banen med fire renvaskede drenge. Jeg troede, jeg skulle vinde og forhørte mig hos formanden, Bram Frantzen, om, hvorledes jeg skulle komme uden om alle de, der startede foran. ’Det skal du overhovedet ikke bekymre dig om,’ svarede han – ’Du kommer aldrig i nærheden af dem. De har rundet første sving, inden du har startet!’”

Og det kom til at holde stik. Karl Laursen røg af sulkyen, og selvom han kom op igen og fuldførte løbet, slap han ikke for at blive grundigt til grin – men oplevelsen fik ”Godsejeren” til at bide tænderne sammen og tænke: Jeg skal vise dem – og det gjorde han som bekendt. Sin første sejr vandt han med Poker, og det første år blev det til i alt fire sejre i 46 starter.

Gennembruddet

I 1955 fik Karl Laursen sit store gennembrud som amatørkusk med 12 sejre med heste som Kingo, Marian, Naps og Sir England, der desuden var nummer to i Jydsk 3-årings Grand Prix. Det år blev han for første gang amatørchampion i Skive – en titel, som Karl Laursen vandt i alt 12 gange i årene 1955-71.

I 1956 var Karl Laursen helt suveræn med 24 sejre foran Axel Würtz med otte sejre. Blandt de nye heste i stalden det år var Tina Virup – Taroks mor, som Karl Laursen købte på en auktion i Århus og som året efter (1957) gav ham sin første storløbssejr i Jydsk 4-årings Grand Prix.

undefined
Karl Laursen købte Tina Virup på auktion, og han kørte selv hoppen til sejr i Jydsk 4-årings Grand Prix 1957. (Foto: Ole Hindbys fotoarkiv)

Senere fulgte gode heste som Tobias (41 sejre), Alema Tilt, Babs, Dynamo, Flammen og Gagarin, som Karl Laursen og hans sønner vandt bunker af løb med i 60’erne.

Læs også: Jørn Laursen: "Mit store forbillede" (åbner i nyt vindue)

”Aldrig mere Derby”

Tina Virup var Karl Laursens første derbydeltager, men hun formåede ikke at blande sig i afgørelsen og sluttede på femtepladsen bag Tjavs.

Det gik ikke bedre med Alema Tilt to år senere (1959) – faktisk måtte Karl Laursen opgive at fuldføre derbyet, der fik en overraskende vinder i Aprilsnar med Leif Nielsen.

Dén oplevelse fik Karl Laursen til at udtale, at han aldrig mere ville deltage i et derby, og alle staldens heste blev fremover slettet i løbet – heriblandt Napalm, der med 84 sejre blev Stald Kimas næstoftest sejrende hest efter Tarok (111 sejre). I sin sidste sæson som aktiv (1973) vandt Karl Laursen i alt 17 løb, heraf 14 med Napalm, der også vandt et stort amatørløb på Enghien-banen i Paris med Jørn Laursen i sulkyen.

undefined
Hele 84 gange i karrieren skar Napalm målstregen som vinder. Her vinder den Jydsk 3-årings Grand Prix 1970 med Karl Laursen i sulkyen. (Foto: Ole Hindbys fotoarkiv)

Karl Laursen holdt sit ”derbyløfte” indtil 1975, hvor han selv var faldet for aldersgrænen. Det år deltog Stald Kima med Surveyor med Aksel Laursen i sulkyen. Hesten var opdrættet af Mogens Laursen, som imidlertid havde solgt Surveyor til Karl Laursen, der således gjorde comeback i derbysammenhæng efter en pause på 16 år.

Surveyor vandt Kriteriet, Jydsk 3- og 4-årings Grand Prix og var storfavorit i derbyet, hvor den dog sluttede på en skuffende femteplads – men så kom Tarok på banen!

undefined
Surveyor var suveræn i de fleste danske årgangsløb med undtagelse af derbyet. Her vinder den i overlegen stil Jydsk 4-årings Grand Prix 1975 med Aksel Laursen i sulkyen. (Foto: Ole Hindbys fotoarkiv) 

Tarok-æraen

Efter mere end 20 år som succesrig amatørkusk og hesteejer blev Karl Laursen og Stald Kima for alvor kendt uden for travkredse med Tarok, der i 1975 fik sit store gennembrud med sejren i Dansk Trav Kriterium og siden blev folkeeje som ”Dannebrog på fire ben”.

Taroks karriere er beskrevet i detaljer i dette Hall of Fame-portræt fra 2018, men man kommer naturligvis ikke uden den røde Pay Dirt-hingst, når man skal fortælle historien om Karl Laursen.

undefined
111 sejre, danske rekorder i hobevis, storløbstriumfer i ind- og udland og dansk folkeidol. Tarok gjorde Stald Kima berømt, og der fandtes ikke mange danske hjem i slutningen af 1970'erne, der ikke kendte til den røde Pay Dirt-hingst. (Foto: Burt Seeger)

Tarok var kongen på Hagenshøj udenfor Skive, som Karl Laursen købte i 1966 efter salget af Estvadgård. Godset blev skiftet ud med en langt mindre ejendom på 84 tdr. land, hvoraf en stor del blev indrettet til folde, mens resten blev brugt til produktion af halm og hø til de i alt 21 heste, som der var plads til på Hagenshøj.

Efter købet af Hagenshøj kunne Karl Laursen hellige sig sine travheste på fuld tid – og resultaterne udeblev ikke.

undefined
Efter flytningen til Hagenshøj helligede Karl Laursen sig arbejdet med hestene på fuld tid, og stimen af storløbssejre fortsatte med uformindsket styrke. (Foto: DTC's fotoarkiv)

Taroks tragiske død i 1981 tog hårdt på Karl Laursen og resten af familien, men senere samme år fik Stald Kima et fortjent plaster på såret, da Duvil og Jørn Laursen vandt Dansk Trav Derby efter en forrygende opløbsduel mod Dwight Vixi og Stig H. Johansson.

Ingen, som oplevede derbyet på Lunden det år, glemmer de taktfaste og hjertevarme klapsalver, som strømmede ned mod kredsen omkring Duvil – Karl Laursens tredje derbyvinder på blot fem år efter Tarok (1976) og Vixi Bird (1977).

undefined
Barnebarnet Hanne nyder Duvils derbysejr sammen med sin farfar. (Foto: Burt Seeger) 

Fem Derbyvindere

Da Duvil vandt Derby i 1981 var Karl Laursen 75 år, men han fortsatte sit utrættelige arbejde for næsten uformindsket styrke, og hvert år var Stald Kima blandt de mest vindende hesteejere i dansk travsport.

Jørn Laursen var nu fast kusk på næsten samtlige Stald Kima-heste, efter at Aksel Laursen i 1982 måtte slutte sin karriere pga. dårlig ryg, mens Mogens Laursen kun kørte sine egne GT-heste. 

Taroks første afkom begyndte nu at vise sig på banerne, og både Farokken (Jydsk 4-årings Grand Prix m.m.) og Gabrinus (64 sejre) blev et par stærke kort for Stald Kima i 80’erne, hvor også heste som Ladoga og Jackpot vandt bunker af løb.

undefined
Tarok-sønnen Farokken på vej mod sejren i Jydsk 4-årings Grand Prix 1983 for Jørn Laursen. Efter endt væddeløbskarriere gik hingsten selv i avlen, hvor den blandt andet blev far til vinderen af Dansk Hoppe Derby 1991, Olivia Air. (Foto: Ole Hindbys fotoarkiv)

I 1989 fik Karl Laursen sin fjerde Derbyvinder med Macon, der i alt vandt 71 løb, men allerede året før havde Lady vundet Dansk Hoppe Derby for Jørn Laursen. Duvils førstefødte var dog blevet solgt til bornholmske Erling Rügge, som havde set den annonce, Karl Laursen havde indrykket i Væddeløbsbladet. Han ville skære lidt ned på hesteholdet efter en sygdomsperiode, men da Lady og et par andre heste var blevet solgt, ringede Karl Laursen til Jørn og bad ham fjerne annonce igen – ”Den gamle” var blevet frisk igen og ville ikke sælge flere heste.

undefined
I 1989 fik Stald Kima sin fjerde og sidste derbyvinder, da Macon vandt løbet på en regnfuld augustsøndag. (Foto: Burt Seeger)

Læs også: Stald Kimas storløbssejre (åbner i nyt vindue)

Opdrættede 200 heste

Fælles for Tarok, Duvil, Macon og størsteparten af Stald Kimas bedste heste gennem årene, er, at de – med få undtagelser – også var opdrættet af Karl Laursen. Det gælder dog ikke heste som Poker, Tina Virup, Vixi Bird og Farokken.

Han begyndte i det små med hoppen Ocean Girl, der i årene 1954-59 fik seks afkom, der ikke duede til ret meget, men han lærte af sine fejl og rækken af sejrsheste er nærmest uendelig.

Det ville føre for vidt at gennemgå dem alle, men i et interview med Væddeløbsbladets Årsrevy i 1991 blev det anslået, at Karl Laursen gennem årene opdrættede omkring 200 heste!

undefined
Det var ikke blot som amatørtræner- og kusk, at Karl Laursen fik stor succes. Som opdrætter formåede han også at producere den ene stjerne efter den anden. (Foto: DTC's fotoarkiv)

Læs også: Interview med tidligere Stald Kima-medarbejdere (åbner i nyt vindue)

Målrettet, minutiøs og stædig

Hvad var så ”hemmeligheden” bag Karl Laursens succes?

I førnævnte interview gav manden bag Stald Kima selv denne forklaring:

”Hestene er altid blevet passet; det er hele forklaringen. Enhver hest kan løbe, ligesom enhver rød ko kan give mælk. Begge dyr skal blot til den rigtige mand, der forstår indvidet for at få det til yde sit bedste. Hemmeligheden er ARBEJDE. De 90 % af successen skyldes arbejde og de sidste 10 % er nødvendigt held – og heldet kommer sædvanligvis til de, der vil gøre noget ved det.”

undefined
Intet blev overladt til tilfældighederne i den daglige omgang med hestene hos Stald Kima. (Foto: DTC's fotoarkiv) 

Og netop evnen til at læse individet fremhæver Jørn Laursen som en af faderens vigtigste karaktertræk – kombineret med en ihærdighed og viljen til aldrig at gå på kompromis med noget, når det handlede om hans heste. Intet blev overladt til tilfældighederne – og ord som målrettet, minutiøs og stædig går også igen, når man taler med de mennesker, som har kendt Karl Laursen på tætteste hold.

Læs også: Vibeke Laursen: En af farfars piger (åbner i nyt vindue)

Karl Laursen døde den 29. december 1995, 89 år gammel. Hans enke, Elisabeth Laursen, videreførte stalden i nogle år, men i 2002 blev Stald Kima endegyldigt nedlagt. Elisabeth Laursen døde i 2005, 98 år gammel.

Af Travsportens Hall of Fame/Henrik Berg - Fotos: Ole Hindbys fotoarkiv, US Photo/Burt Seeger og DTC's Fotoarkiv - Fotovalg og redigering: Henrik Ebbesen