Opdrætter Lars Nødgård med Lilli Hanover og hendes syvende føl, Lord Valentine-datteren Gilli Hanover. (Foto: privat) Opdrætter Lars Nødgård med Lilli Hanover og hendes syvende føl, Lord Valentine-datteren Gilli Hanover. (Foto: privat)

1970-1990: Lilli Hanover

Lilli Hanover blev mor til topheste som Billi Hanover, Copperfield, Dilli Hanover og Willi Hanover – og er stammoder til en lang række topheste med Rival Damkær, Slide So Easy, Local Conch, derbyvinderne New Quick og Frække Frederik, kriterievinderen Tænk På Frøkjær og millionæren Vælg Frøkjær i spidsen.

Meget få følhopper i moderne tid har haft så stor betydning for dansk traveravl som Lilli Hanover, der i årene 1973-82 blev mor til ni afkom og fortsat er aktuel – nu som både tip- og tiptip-oldemor, omend der er blevet længere mellem de helt store stjerner. Som et eksempel kan nævnes Stald Saltums sejrshest Billi Time (1.11,8a-582.000 kr./27 sejre), der via sin mor Jet Time er tipoldebarn af Lilli Hanover.

Lilli Hanover var opdrættet af Lars Nødgård i Biersted, som kom ind i travsporten med indvielsen af Aalborg Væddeløbsbane i 1954. Hans første hest var følhoppen Oria Kignæs, som han købte sammen med en hesteejer fra Aalborg.

Oria Kignæs havde tidligere fået et enkelt afkom, hoppen Varna, og i 1957 blev hun mor til hingsten Calle Frisco (As Frisco), der blev Lars Nødgårds første opdræt i samarbejde med K. Pedersen fra Aalborg.

Kort tid efter gik parret hver til sit og hos Lars Nødgård fik Oria Kignæs yderligere otte afkom, hvoraf døtrene Elinor B, Ibka Hanover og Rika Kignæs også førte linjen videre, men den helt store ”stjerne” blandt Oria Kignæs’ hoppeafkom var selvfølgelig Lilli Hanover, der har indskrevet sig i travsportens historiebøger som en af de bedste følhopper gennem tiderne.

Lilli Hanover var selv en glimrende væddeløber med 19 sejre i 109 starter i årene 1968-72, hvor hun var i træning først hos Jørn Damsgård i Aalborg og senere hos Per Hansen på Lunden – Lars Nødgårds to foretrukne trænere igennem mange år.

undefined
Per Hansen sad bag Lilli Hanover i størstedelen af hendes starter. Her er parret på æresrunde efter finalesejren i Otto Hallings Mindeløb. (Foto: Væddeløbsbladet)

Som både 3- og 4-års vandt Lilli Hanover fem løb, men hun havde sin bedste sæson som 5-års med seks sejre og 22.000 kroner. Året efter (1971) vandt Lilli Hanover tre løb, bl.a. finalen i Otto Hallings Mindeløb for hurtigklassen på Lunden.

undefined
En af Lilli Hanovers største sejre i karrieren kom i starten af 1971, hvor hun slog den etablerede hurtigklasse i finalen af Otto Hallings Mindeløb. Det traditionsrige opgør var dengang en løbsserie, der blev afviklet over flere løbsdage. Sejren i finalen var derfor ikke nok til en samlet sejr, men Lilli Hanover fik dog fine 1500 kr. for en samlet andenplads. (Screenshot fra Væddeløbsbladet)

undefined

Willi Hanover
Lilli Hanovers første afkom blev Willi Hanover, der som 2- og 3-års var hos Per Hansen. Pay Dirt-sønnen vandt et enkelt løb som 2-års i Aalborg 2-års Mesterskab i tiden 1.21,9a/1600 meter, mens det i tre starter som 3-års blev til to sejre inden Willi Hanover blev solgt til Sverige og gik i træning hos Uno Sweed.

Willi Hanover havde resten af sin karriere i Sverige og vandt i alt 14 løb i 256 starter.

Billi Hanover
Billi Hanover indledte karrieren hos Leif Nielsen på Lunden, men blev kort tid inden han stoppede som træner i 1978 flyttet til Torben Fischer, som bl.a. vandt Kriterium Consolation med Frosty Hanover-sønnen.

I Fischers regi vandt Billi Hanover 13 løb som 3- og 4-års, inden han blev eksportet til Sverige, hvor han fortsatte successen med yderligere 12 sejre i de fire sæsoner han startede ”hinsidan”.

Som 9-års vendte Billi Hanover tilbage til Danmark, hvor han gik i træning Steen Juul, som havde fin succes med hesten med fire sejre det første år (1984).

Billi Hanover vandt i alt 29 løb i 145 starter.

undefined
Billi Hanover sluttede karrieren hos Steen Juul, hvor den endte med en efter datidens forhold fin præmiesum på den rigtige side af 300.000 kr. (Foto: Burt Seeger)

Copperfield       
Da Steen Juul fik Billi Hanover i træning havde han allerede både Dilli, Filli, Gilli, Hilli og Jilli Hanover i stalden, og havde tidligere også haft Billi Hanovers helbror Copperfield.

Som 3-års vandt Copperfield 11 af sine 12 starter, men Frosty Hanover-sønnen startede næsten udelukkende på hjemmebanen i Skive og det blev blot til 25.280 kroner i indkørte præmier.

Gennembruddet kom i 4-årssæsonen, hvor Copperfield blandt andet sejrede i Fyens 4-års Grand Prix, Aalborg Store Pris og Derbyprøven. Han var desuden nummer tre i Dansk Trav Derby bag Chianti Pitt og Calpam.

undefined
En ung Steen Juul med Copperfield, som han selv betegner som den første store stjerne i hans stald. (Foto: Burt Seeger) 

Som 5-års blev det til sejr i Charlottenlund Open på Copenhagen Cup-dagen i rekordtiden 1.15,7a/1600 meter.

- Sejren i Charlottenlund Open blev Copperfields sidste start for mig. Herefter gik han i træning hos Kaj Widell på Solvalla og alle troede han skulle blive en superstjerne, men den kunne ikke rigtig tåle den træning han blev budt i Sverige, så Copperfield levede siden hen ikke op til de store forventninger, husker Steen Juul.

- Copperfield var en fantastisk hest og jeg husker ham specielt, fordi han var min første rigtige tophest. Han var en af favoritterne i derbyet og havde en helt fantastisk udstrålning, men var lidt stor og kluntet, og var ikke helt færdigudviklet som 4-års. Han kunne godt løbe og ”tabe et bagben”.

undefined
Copperfield var en kraftfuld og særdeles veludseende hingst. Efter endt væddeløbskarriere fik han også succes i avlen. (Foto: Burt Seeger)

Copperfield sluttede karrieren som 6-årig og blev samme år (1982) sendt i avlen, hvor han allerede i sin første årgang fik en tophest i skikkelse af Kublai Khan (1.14,6a-1.159.000 kr.). Siden fulgte en perlerække af fine heste med Rival Damkær (1.11,3a-7.223.000 kr.), Thor Søndergård (1.12,6a-1.872.000 kr.), Nashville (1.13,8a-1.085.000 kr), Passion Tårs (1.14,1a-804.000 kr.) og Rex Frydenslund (1.12,2a-719.000 kr.) i spidsen.

undefined
Med godt 7,2 mio. kr. i karriereindtjening er Copperfield-sønnen Rival Damkær fortsat den tredje mest vindende danskfødte traver nogensinde. Han nåede at vinde 46 løb, heraf 22 V75-sejre. Hans største sejr kom i Olympiatravet 1998, men han vandt også C. L. Müllers Memorial og Algot Scotts Minne, de tyske storløb Grosser Preis von Bayern og Bild Pokal og startede to gange i Elitloppet. (Foto: Væddeløbsbladets arkiv)

I Sverige og Norge blev Copperfield far til et mindre antal afkom med Olympia Qui (1.13,2a-844.000 SEK) som den klart bedste.

Dilli Hanover
Dilli Hanover var som 2-års i træning hos Jørn Damsgård, som vandt den eneste start med hende på  hjemmebanen i Aalborg.

Efter 2-årssæsonen gik Dilli Hanover til Steen Juul, og som 3-års fik hun sit store gennembrud med ni sejre i 18 starter, mens det i derbysæsonen blev til 10 sejre i 23 starter.

- Dilli Hanover var mere feminin end Copperfield og ikke så stærk, men en fantastisk traver, som jeg blandt andet vandt Kriterieprøven med. Hun var også med i både Dansk Trav Kriterium og Dansk Trav Derby, selvom vi det år også havde fået et hoppederby, som Dilli Hanover formentlig kunne have vundet. I derbyet blev Dilli Hanover kørt af Johnny Takter og slog ikke til, men ejeren (Lars Nødgård) ønskede at få hende med, fortæller Steen Juul.

undefined
I 1981 var Dilli Hanover med i Dansk Trav Derby, men uden held. Hun vandt dog Fyens 4-års Grand Prix mod nogle af årgangsfællerne uden problemer. (Foto: Mogens Foxil)

Som 5- og 6-års vandt Dilli Hanover begge år 11 løb og blev hvert år kåret som ”Årets Ældre Traver” af de danske hestesportsjournalister i julehæftet ”Travsporten”, der blev udgivet af Henrik Worm.

I 1982 var Dilli Hanover rimelig suveræn med 261 point foran Glenquin med 160, mens der året efter var kamp til stregen mellem Dilli Hanover (138), Chianti Pitt (128) og Glenquin (125).

For Dilli Hanovers vedkommende blev sæsonen 1983 indledt med en imponerende sejr den 19. januar på Lunden i tiden 1.13,5a/1609 meter – ensbetydende med ny dansk og europæisk rekord på en 1000 meter-bane samt en tangering af Speedy Volitas verdensrekord for ældre hopper.

undefined
På den løbsdag i Lunden, der blev afviklet efter Dilli Hanovers Hanovers verdensrekord, modtog ejer Lars Nødgård og træner Steen Juul et sæt velfortjente guldmedaljer som hyldest. Samme dag vandt Dilli Hanover i øvrigt dagens hovedbegivenhed, 1. afdeling af Otto Hallings Mindeløb. På billedet ses også staldmand Lars Lykke. (Foto: Burt Seeger)

Det blev desuden til sejr i Grand Circle Gulddivisionen, Hoppeeliten på Provinsmesterskabsdagen i Skive samt en fjerdeplads i Elitloppets Trøstfinale i tiden 1.14,1a/1609 meter.

Som 7-års gik Dilli Hanover kortvarigt atter i træning hos Jørn Damsgård, som blandt andet kørte hende til sejr i hendes allersidste start – Dilli Hanovers sejr nummer 44 i 103 starter.

Ringen var sluttet og Dilli Hanover vendte herefter hjem til Nødgård, hvor hun i årene 1985-2001 fik 12 afkom.

Dilli Hanover i avlen
Med 19 sejre og 904.000 kroner blev derbyvinderen New Quick Dilli Hanovers suverænt bedste afkom, men også Pretty Dilli (1.15,2a-279.000 kr), Baton Hanover, Fontaine, Turbulence og Classic Dilli – der alle tjente over 100.000 – klarede sig udmærket.

undefined
Derbyvinderen New Quick blev uden sammenligning Dilli Hanovers bedste afkom. (Foto: Burt Seeger)

Flere af Dilli Hanovers døtre – Another Dilli, Classic Dilli, Euro Dilli, Hope of Dilli, Pretty Dilli og Top Dilli – er benyttet i avlen og alle med rimelig succes. I næste generation finder man således heste som Kvick Dalimo (1.13,7a-868.000 SEK), Dionysos (1.14,2a-477.000 kr/vinder af Grand Circle 4-års Championat) og Notice Me Dalimo (1.13,3a-325.000 kr).

Top Dilli er blandt andet mor til Jet Time, der selv har bragt den i indledningen nævnte Billi Time – og går vi en generation længere frem finder man i Sverige en hest som Solkattens Ferrari (1.13,3a-526.000 kr), der via Ballerina River-Lady Of Dilli-Euro Dilli-Dilli Hanover er tiptip-oldebarn af Lilli Hanover.

undefined
Dilli Hanover blev flere gange i karrieren hyldet som "Årets Ældre Traver". (Foto: Burt Seeger)

Elil Hanover
Som helsøster til Dilli Hanover var der store forventninger til Elli Hanover, men hun viste aldrig det store som væddeløber og efter blot seks starter som 3-års - der gav to sejre og en beskeden rekord på 1.26,1a – blev hun sendt i avlen.

- Jeg havde tidligere haft Billi Hanover og kendte en del til stammen. Jeg fik lov til at bøje lidt på hende og kan huske, at hun gik med nogle kanon tunge forsko. Hun så ikke særlig imponerende ud, men det var også udelukkende med henblik på avl, at jeg var interesseret i hende. På det tidspunkt var jeg stutteribestyrer og træner for Erik Frøkjær, og Elli Hanover blev jo en kanon følhoppe, siger Torben Fischer.

undefined
Et af Elli Hanovers bedste afkom blev Smokin Yankee-sønnen Tænk På Frøkjær, der i 1994 tog karrierens største sejr i Dansk Trav Kriterium. (Foto: Burt Seeger)

Som følhoppe fik Elli Hanover kæmpe succes som mor til nogle af de allerbedste Frøkjær-heste, heriblandt Vælg Frøkjær (1.14,7a-1.205.000 kr), Tænk På Frøkjær (1.13,7a-975.000 kr), Pas På Frøkjær (1.14,9a-858.000 kr), Cowboybuks Frøkjær (1.14,5a-718.000 kr) og Mester Frøkjær (1.14,9a-478.000 kr).

Dermed er Elli Hanover ikke blot Erik Frøkjærs bedste følhoppe, men generelt en af de bedste danske følhopper i nyere tid.

undefined
Modemanden Erik Frøkjær Jensen satsede stort på dansk travsport i en årrække med både stutterivirksomhed og professionel løbsstald. Elli Hanover-sønnen Vælg Frøkjær var blot en af flere heste i hans eje, der nåede at runde én million i karriereindtjening. (Foto: Burt Seeger)
Hun blev også mor til Elegante Frøkjær, der aldrig kom til start, men som til gengæld har løftet arven efter både mormor og mor på fornemmeste vis. Hos Bo Jondahl fik Elegante Frøkjær således i alt 15 afkom med Slide So Easy (1.10,1a-5.513.000 kr), Outstanding Night (SE)(1.11,3a-733.000 kr), Pineish (SE)(1.12,8a-636.000 kr) og Darlington (DE)(1.12,9a-504.000 SEK) i spidsen.

Elegante Frøkjær er foruden Slide So Easy også aktuel som mor til 4-årige Glide By So Easy, der i år har gjort det rigtig fint med tre sejre i fem starter.

undefined
Elli Hanover er også mormor til milliontraveren Slide So Easy, der her ses ved en af sine mange sejre for Flemming Jensen. (Foto: Burt Seeger)

To af Elli Hanovers andre døtre, Lady Frøkjær og Optimist Frøkjær, har virket i hhv. norsk og finsk avl, hvor blodlinjerne stadig føres videre, ligesom man også finder familien i Sverige. Bedst af dem alle er pt. svenskfødte Carmen Launcher med rekord 1.12,3a og 1.154.000 SEK.

Carmen Launcher er via Alert Launcher (SE)-Astrids Lady (NO)-Lady Frøkjær-Elli Hanover tiptip-oldebarn af Lilli Hanover.

De øvrige
Filli Hanover indledte karrieren hos Steen Juul, hvor det til og med 4-årssæsonen blev til 17 sejre – heriblandt Derby Consolation - og 227.000 kroner inden han blev eksporteret til Finland.

Her startede Filli Hanover til og med sit 11. år (1990), hvor han vandt yderligere fire løb og ca. 100.000 kr.

Gilli Hanover viste ikke det store hverken som væddeløber eller i avlen. Bedste afkom blev Reed Hanover (1.17,3a-56.000 kr/fem sejre).

Via døtrene Ultra Of All og Oria Hanover er Gilli Hanover mormor til blandt andet Hope Krøgholt (1.16,2a-149.000 kr) og Evita Søndervang (1.15,8a-133.000 kr). Hun er desuden via Kiss Krøgholt oldemor til Ups Simoni (1.13,1a-305.000 kr), der vandt Aalborg Hoppechampionat.

Hilli Hanover startede også karrieren hos Steen Juul og vandt 17 løb i 43 starter som 3-, 4-og 5-års. Han var desuden nummer to i Derby Consolation.

undefined
Steen Juul var en af de trænere, der flest gange fik fornøjelsen i løbssammenhæng af Lilli Hanovers fine afkom. Her ses han bag Hilli Hanover ved en af hingstens sejre på Charlottenlund Travbane. (Foto: Burt Seeger)

Hilli Hanover blev benyttet i avlen i årene 1983-95, hvor hans klart bedste afkom blev sejrshesten U S Avenue (1.15,5a-243.000 kr/17 sejre).

Lilli Hanovers sidste afkom, hoppen Jilli Hanover, kom aldrig til start. Hun blev mor til 10 afkom med Una Sweep (1.14,8a-268.000 kr) som den bedste og er via denne mormor til Jamie Rush (1.12,8a-728.000 kr), Lord Of Rush (1.14,5a-430.000 kr) og Odin Rush (1.13,3a-332.000 kr).

undefined
Via Jilli Hanover blev Lilli Hanover oldemor til en række fine heste, blandt andre Jamie Rush, der i 2005 vandt Aalborg Hoppechampionat med Preben Kjærsgaard i sulkyen. (Foto: Ole Hindby)

I næste generation finder man Victor Rush (e. Jamie Rush) med rekord 1.11,6a og 545.000 kr.

Lilli Hanover som stammoder
40 år efter sin død ser man med al tydelighed, hvilken betydning Lilli Hanover har haft for den moderne danske traveravl.

På hoppesiden har især døtrene Dilli Hanover og Elli Hanover videreført blodlinjerne med stor succes, og Lilli Hanover-linjen fortsætter med at levere, selvom vi nu er ude i femte og sjette generation efter stammoderen.

Her taler vi udelukkende om den direkte hoppelinje, og når man tager familiens to avlshingste – Copperfield og New Quick – med, ser det endnu bedre ud.

Vi har allerede omtalt Copperfields meritter som avlshingst, og som morfar har han også gjort det fint – først om fremmest med derbyvinderen Frække Frederik (1.11,2a-3,2 mill. kr). Nævnes skal også topheste som Løb Cowboyland, Race Cowboyland, Wishing Boy, Real Child og New Cowboyland.

undefined
Derbyvinderen Frække Frederik udviklede sig også efter 4-årssæsonen, og gennem flere sæsoner deltog han i den absolutte elite, blandt andet med en start i Elitloppet. (Foto: Burt Seeger)

New Quick blev en kæmpe succes i avlen med et hav af fine heste. Always New (1.12,5a-3,9 mill. kr) topper listen, der også omfatter topheste som Ambition Express, Always New, Von Løjberg, Woman New (Hoppe Derbyvinder), Flik Flak og Figthing Molar.

undefined
New Quick-sønnen Von Løjbjerg nåede at vinde 21 sejre i 50 karrierestarter. Han tjente næsten én million kr., og i 1999 tog han en af karrierens største sejre, da han med Axel Jacobsen i sulkyen vandt på Vincennes i Paris. (Foto: Burt Seeger)

Som morfar har New Quick også slået flot igennem med blandt andre Sweden Cup-vinderen Local Conch, kriterie- og derbyvinderen I'm A Photo, kriterievinderne Takethem og Giant Flamingo, vinderen af Dansk Hoppe Kriterium, Gatecrasher, samt Noir De Cherie og Delvin Gold, begge med over én million SEK.

undefined
Velvoksne Local Conch og træner Flemming Jensen kom på alles læber, da parret i 2011 pulveriserede al modstand og vandt Sweden Cup i tidsnoteringen 1.10,0a/1609 meter. King Conch-sønnen nåede i alt at tjene godt 3,3 mio. kr. i karrieren. (Foto: Kanal75)

Nødgård fortsat som avlscentrum
Lilli Hanover var opdrættet og levede hele sit liv på Lars Nødgårds ejendom Nødgård i Biersted, som hans datter og svigersøn, Kirsten og H. C. Sørensen siden hen overtog. Gården ejes i dag af Bjarke Thomsen – kendt som opdrætter af derbyvinderen Extreme.

undefined
H. C. Sørensen fotograferet sammen med New Quick på Nødgård tilbage i 2007. Hingsten blev avlschampion herhjemme både i 2001 og 2002. (Foto: Væddeløbsbladets arkiv) 

Bjarke Thomsen købte samtidig H. C. Sørensens fem følhopper, Bella Dilli, April Dilli, Noble Conch, Trevi Dilli og Piano Dilli, der alle repræsenterer ”Lilli Hanover-linjen”. I dag har han dog kun Piano Dilli og Trevi Dilli tilbage - drægtige med hhv. Propulsion og Hayden Hanover. Noble Conch står også fortsat på Nødgård, men skal ikke bedækkes længere.

Udover sine egne fem følhopper har Bjarke Thomsen også et tæt samarbejde med Bo Westergaard og har desuden 15 følhopper opstaldet for andre opdrættere, så alt i alt står der pt. cirka 55 heste på Nødgård.

- Det er selvfølgelig en stor glæde for os, at Nødgård bliver ført videre i den rette ånd og endda med nogle af ”vores” følhopper, siger H. C. Sørensen, som solgte gården til Bjarke Thomsen i 2021.

- Kirsten og jeg købte Nødgård i 1977 og flyttede selv derover i 1982, hvor vi slog travopdrættet sammen og jeg overtog min svigerfars heste. Han var dog stadig med på sidelinjen, så længe han orkede det, og vi diskuterede ofte de forskellige blodlinjer og muligheder.

undefined
H. C. Sørensen ved hovedet af New Quick efter hestens sejr i Mita Dansk Trav Derby 1990. (Foto: Burt Seeger) 

- Jeg er meget glad for, at min svigerfar nåede at opleve New Quicks derbysejr i 1990. Det betød ligeså meget for ham som for os. Han vandt jo også derbyrevanchen i Aalborg og efter den sejr holdt vi en stor fest på Biersted Kro, der kostede lige så meget som førstepræmien i Aalborg Store Pris, men det var det hele værd!

undefined
I kraft af Lilli Hanovers store avlsværdi nåede Lars Nødgård i vindercirklen et hav af gange med flere af hendes afkom. Her med Dilli Hanover, der selv tegnede sig for 44 sejre i karrieren. (Foto: Burt Seeger)

Lars Nødgård døde i 1991, 82 år gammel.  

Af Travsportens Hall of Fame/Henrik Berg