Koldblodssensationer og pacersejre
Vidste du, at Steen Juul tidligere haft stor succes som kusk på koldblodstravere? Og at han har vundet løb i den kinesiske koloni Macao? Hvis ikke, skal du læse videre.
Steen Juuls championater i slutningen af 1970’erne gav efterhånden invitation til en række kuskematcher mod sulkyeliten fra det meste af verden, og her skaffede han overordentligt flotte resultater.
I sådanne matcher er der altid op- og nedture på skift, afhængig af heste, seedning og løbsheld, og man kan vel sige, at en matchsejr kræver en topkusk, som på dagen er klar og som kører i medvind uden egentlige bommerter. Men samme topkusk kan i næste match udmærket havne i ’enden’ af feltet uden at have begået de store fejl. Det er jo kørere med enorm rutine alle sammen.
Alligevel var det sensationelt, at den 29-årige dansker i 1979 kunne tage til Nordisk Kuskematch på Solänget-banen i Sverige og vinde i sit første koldblodstravløb overhovedet. Hesten Bombas var spillet til odds 105,53! På de næste pladser kom mere betroede heste med koldblodsspecialister som finske Pekka Korpi, svenske Jim Frick og norske Ulf Thoresen. Juul vandt hele matchen og blev inviteret som forsvarende mester året efter.
Igen fik han én koldblodskøretur, igen var det med hesten Bombas, igen var Korpi og Frick (favorit til 35 for 10) med på startlisten. Alligevel blev det atter til sejr med Bombas og en samlet sejr for Juul i kuskematchen. Vinderoddset var nu faldet til 10,27.
Så da han stillede op i matchen og i sit tredje koldblodsløb i 1981 med hesten Lyssvin, havde det spillende publikum formentlig fornemmet, at ’dansken’ godt kunne køre nordsvensk. Hesten Lyssvin blev favorit og udbetalte odds 3,15 som vinder. Tre sejre på tre koldblodsforsøg!
Juul endte nu som tredje i den samlede konkurrence efter Björn Lindblom og Gunnar Eggen.
Bedste nordiske på Macao
Pekka Korpi var til gengæld helt suveræn i EM-konkurrencerne i disse år med sejr i 1980, 1981 og 1982. Steen Juul skiftede en 11. plads ud i 1981 med en tredjeplads i 1982, og det udløste en invitation til VM 1983 på Macao, en lille ’kinesisk’ østat med tilsvarende status som Hongkong og beliggende ikke langt derfra.
Her kørtes kun med pacere, vallakker, som var sejlet fra New Zealand til Macao, ligesom flere trænere kom derfra. Det var meningen, at materialet efterhånden skulle suppleres på samme facon, men banen holdt som travbane kun i ganske få år, så blev den afløst af den på de breddegrader meget mere populære galopsport.
I 1983 viste Steen Juul her, at han også kunne få pacersucces. Han vandt to af konkurrencens i alt 16 løb og endte på en tredjeplads efter newzealandske Robert Cameroun og den lokale helt du Wayne Guest. Foran Pekka Korpi, Olle Goop og Ulf Thoresen, der som regerende verdensmester sluttede på sidsteplads. Sådan går det op og ned i disse konkurrencer.
Steen Juul fører og vinder foran Jorma Kontio. En sådan drivning var for længst blevet forbudt i Danmark og i Norden i 1983, men det var hverdagskost for hestene i Macao, og publikum forventede, at kusken skulle gøre alt for at bringe sejren i hus.
------------
Denne specielle vinkel på Steen Juul og internationale kuskematcher var overset i mit Hall of Fame-portræt. Så fik jeg tippet og hjælp fra Hans Jørgen ’Bongo’ Poulsen og fra den gode svenske kollega Claes Freidenvall, som hjalp med opslag i gamle udgaver af Travronden. Tak for det.
Lars Donatzky