Karina Axworthy
I kraft af en overlegen derbytriumf, sejre i samtlige årgangsmesterskaber på Amager Travbane og flere storløbssejre i Sverige som ældre indskrev Karina Axworthy sig i historiebøgerne som en af tidernes bedste danske hopper.
Tre hesteejere hos Leif Løfgren erhvervede tre heste, Klør Konge, Kaptajn Kid og Karina Axworthy, på åringsauktionen i 1965. En ejer blev syg, en ny kom til, og hestene blev så fordelt, så Helge Heine fik hoppen Karina Axworthy.
Hoppen havde kun kostet 3.600 kr. på auktionen, måske fordi moderen Gina Poppelgård var ustartet, måske fordi begge forældre var danske (Leo Axworthy var far), og måske fordi det amerikanske islæt i stamtavlen var helt tilbage fra 20’erne og 30’erne. I 1950'erne og 60'erne var travsporten herhjemme nemlig præget af nye og succesrige amerikanske avlshingste, der var kommet til landet med Joe’s Pride i klar førerposition på hingstelisterne.
Karina Axworthy, der var opdrættet af Ove Juel Rasmussen, Stutteri Mariesminde, var en stor flot hoppe, der viste early speed i træningen hos Leif Løfgren, og det skulle vise sig, at det var meget mere end early speed.
Karina Axworthy var eksteriørmæssigt en rigtig flot model.
Toårsrekord i debuten
Hendes debut fandt sted i årets første toårsløb 1966, som blev afviklet på Amager Travbane 3. august 1966 over distancen 1300 meter. I sulkyen sad den relativt urutinerede ejer, Helge Heine.
Det gik over stok og sten, og på klart under to minutter strøg hoppen til mål i 1.21,2, ny dansk toårsrekord (Francis Senator og Filia Olympia havde hingste- og hopperekorden med 1.21,9 og 1.22,0 fra 1962). Keva L og Mogens Ingvard kom ind som nr. 2 i 1.24,2 godt 50 meter efter.
Debut på Amager Travbane for amatør Helge Heine i ny toårsrekord 1.21,2.
I Opdrætningsløbet senere på sæsonen slog Walther Kaiser-Hansen til med Komtesse Helle og besejrede parret, men til gengæld blev det til storsejr i Dansk Mesterskab for 2-års på Amager.
Disse Amager-triumfer fortsatte i de følgende tre sæsoner, så Karina Axworthy med fire forskellige kuske er og bliver den eneste hest i dansk travhistorie, der har vundet alle mesterskaberne på Amager. Emigrant kunne muligvis have gjort det samme, men i 1964 fandtes 5-års Mesterskabet ikke.
Solgt til Stald Hans
Som treårs blev hun nr. to i Kriteriet bag den diskvalificerede Kap Cathrineberg (Leif Nielsen) og vinderen Kaiserdrengen (Jørgen Kaiser- Hansen), men hun fik revanche og vandt A.T.’s Mesterskab for treårs i rekordtiden 1.22,0 til oddset 3,79 med Leif Løfgren foran Kaiserdrengen.
Karina Axworthy på vej mod sejren i AT’s 3-års Mesterskab med Leif Løfgren i sulkyen.
På det tidspunkt var hun netop blevet solgt til Stald Hans, altså kunsthandler Kurt Svensson fra Stockholm, og hun gik derefter i træning hos dennes søn Hans Svensson i Stockholm.
Trafikken af danske heste til Stald Hans var startet nogle år forinden af Leif Løfgren med bl.a. Handy Ørnebjerg og Hera D, og den fik kolossal betydning for Hans Svensson og faktisk også for de danske storløb. Stald Hans fik nemlig tre derbysejre, to kriteriesejre og talrige andre danske storløbstriumfer de næste 20 år.
Kort efter, at Karina Axworthy var gået til Sverige, imponerede hun ved at sejre i Stockholm i 1.20,0 over 2100 meter i snorestart (dansk 3-årsrekord på disse vilkår), men hun blev så sparket i folden og måtte holde pause.
Der gik ikke lang tid efter salget til Stald Hans, før svenskerne også fik hendes kvaliteter at se. (Foto: Erik Widén)
Derbysejr i ny løbsrekord
Efter en lidt usikker start på derbysæsonen kom hun til Løfgren og Danmark i juli, og her blev hun i første start besejret af staldkammeraten Krudt Ørnebjerg og Leif Løfgren.
Krudt Ørnebjerg var tidligere også blevet købt af Stald Hans, og stalden havde ansat den dygtige staldmand Uffe Andersen til udelukkende at passe disse to heste.
Staldmand Uffe Andersen med Karina Axworthy.
Det gik så godt, at de fixede en dobbeltsejr i derbyet, Karina Axworthy i front med Hans Svensson, Krudt Ørnebjerg med Løfgren 25 meter efter, men da havde Karina også sænket derbyrekorden fra 1.22,3 til 1.21,7.
Ekstra Bladets forside dagen efter derbysejren til Karina Axworthy. Derbyet blev dette år afviklet i september.
Vinderoddset var blot 1,41, for på det tidspunkt havde det længe stået klart, at dansk travsport ikke tidligere havde opdrættet en hoppe af samme kaliber.
Hun havde f.eks. sænket Hideals fireårsrekord på 1.18,9 (fra rekordløbet mod Cim Payne) til 1.17,7 ved sin overlegne sejr i Amager-mesterskabet.
Efter den gode fireårssæson blev Karina Axworthy kåret til "Årets Hest" i Danmark. Her ses hun med Hans Svensson og hans hustru.
Enkelte besøg i Danmark som ældre
Det meste af karrieren foregik herefter i Sverige, men der kom enkelte besøg i Danmark, bl.a. det nævnte 5-årsmesterskab på Amager.
Hun startede to gange i DM med andenpladser bag sin gamle træner Leif Løfgren og Fox Hanover, og hun vandt afdelingen for de ældre i den allerførste udgave af Koster Memorial i 1970.
Karina Axworthy ved en af sine mange sejre på Charlottenlund Travbane.
I finalen i denne første udgave skulle de ældre give 80 meter forud på distancen 2000 meter til treårshestene, derfor blev det kun til en femteplads der med treåringer foran og med Nanni Senator (Jørgen Olsen) som vinder. Så blev propositionen lavet om.
Læs også: Karina Axworthys storløbssejre og rekorder
I Sverige vandt Karina Axworthy en række storsejre, og hun præsterede de på det tidspunkt tre meget stærke tider 1.18,3, 1.17.9 og 1.18,3 ved sejren i E. J’s Guldsko, ligesom hun havde en voldsom kamp med den svenske derbyvinder Bjørn i Jägersros Internationale Sommerpris, et heatløb, der også måtte ud i et tredje heat.
Karrieren sluttede ulykkeligt ved en transportskade på vej fra storløb i udlandet, men Karina Axworthy indskriver sig som en af dansk travhistories bedste hopper med forgængere som Tella the Great og Moster, og med efterfølgere som blandt andre Napalm, Ritha Lyngholm, Duvil, Dilli Hanover, Mathilde Trøjborg og Nobodybeatsthebeat.
I alt nåede Karina Axworthy at tjene godt 300.000 sek. og sætte adskillige danske rekorder.
Af Travsportens Hall of Fame/Lars Donatzky - Foto: DTC's fotoarkiv (hvor andet ikke er angivet)