Travtræner Poul Stripp med pokalen i hånden efter Jollys sejr i Dansk Trav Derby 1948. Han flankeres af de tre ejere - f.v. slagtermester Børge Johansen og frue samt benzinforhandler Karl Götke. Travtræner Poul Stripp med pokalen i hånden efter Jollys sejr i Dansk Trav Derby 1948. Han flankeres af de tre ejere - f.v. slagtermester Børge Johansen og frue samt benzinforhandler Karl Götke.

Poul Stripp

Poul Stripp (1912-2000) – mangeårig trænerchampion på Fyens Væddeløbsbane og manden bag bl.a. sejrshesten og derbytoeren Tagfat - vandt Dansk Trav Derby med hermafroditten Jolly og var også først over stregen med Moster, der imidlertid blev frataget derbysejren på grund af urent trav.

Poul Stripp blev født i 1912 på Østerbro og tilbragte det meste af sin barndom og ungdom i Tårnby tæt på Amager Travbane, men hans navn er først og fremmest forbundet med Fyens Væddeløbsbane, hvor han var træner i næsten 45 år. 

I en menneskealder var Poul Stripp en af banens førende trænere med bl.a. 15 championater (1936-1940, 1944-1945, 1947-1948, 1950-1954 og 1956). Han vandt i alt 777 sejre, heraf over 500 med heste ejet af Stald Domas – Poul Stripps største og mest trofaste hesteejer igennem det meste af karrieren.

Han startede dog trænerkarrieren i 1933 med licens på Solvalla som privattræner for den svenske storstald, Stall Ericsson. Stalden blev startet af Solvallas grundlægger, Carl Theodor Ericsson, og efter hans død i 1931 videreførte sønnen, Carl Ericsson, stalden. Stripp fik kontakt med Stall Ericsson takket være Ericssons landsmand, Oluf Månsson, der i næsten 30 år var træner i København. 

Det blev dog kun til omkring et års tid som træner i Stockholm. Arbejdspresset blev for stort for den 21-årige dansker, der havde efterladt sin unge hustru og parrets 1-årige søn Jørgen hos sine forældre på Amager.

”Jeg havde 25-30 heste i stalden. Vi arbejdede på banen fra 7 til 12, og så fortsatte vi arbejdet på Ericssons Stutteri Vartmyren, der lå 15-20 km nord for Stockholm. Her skulle vi både køre plage til og bedække hopper med avlshingstene Natalis, Monte Dillon og Arion Guy. Vi var som regel færdige ved 6-tiden om aftenen. Det var jo dobbelt arbejde, og det blev jeg efterhånden træt af,” sagde Poul Stripp i et interview tilbage i 1991.

Foreningstræner på Fyn

Da han kom hjem, var Poul Stripp et halvt års tid hos Hans Hansen, inden han af Helge Marks-Jørgensen fra Det Danske Travselskab blev opfordret til at søge stillingen som ”foreningstræner” for Fyens Væddeløbsforening på den nyåbnede Fyens Væddeløbsbane. Her startede han 1. maj 1935.

undefined

Et af Poul Stripps første licensbeviser.

Jobbet bestod primært i at uddanne nye amatørkuske, men allerede året efter blev Poul Stripp public-træner, og en af hans første kunder var slagtermester Karl K. Pedersen, Stald Domas, som blev Stripps største hesteejer. 

Mange kender sikkert historien om dengang Poul Stripp i slutningen af 1935 blev sendt til København med 7.000 kroner på lommen med det formål at købe nogle heste til Stald Domas. Han kom hjem med fire heste – vel at mærke uden at have brugt alle pengene. Karl K. Pedersen spurgte, hvorfor Stripp ikke havde købte flere heste og svaret kom prompte: ”Fordi der ikke var flere, jeg syntes om”.

undefined 

Et herligt billede fra Fyens Væddeløbsbane formentlig fra begyndelsen af 40’erne. Fra højre ses trænerne Helmuth Rasmussen og Poul Stripp – herefter Karl K. Pedersen, Stald Domas og træner Rudolf Jensen.

Stald Domas’ store stjerne var derbytoeren, hoppen Tagfat, der i årene 1936-42 vandt 53 løb, heraf 44 med Poul Stripp i sulkyen. Hun var flere gange den oftest sejrende hest på hjemmebanen, men sine største sejre vandt Tagfat faktisk på Jydsk Væddeløbsbane, hvor hun tre år i træk (1940-42) vandt Jydsk Travmesterskab. Dét var stort, men efterhånden blev de jyske travtilskuere trætte af Tagfat, der ofte blev mødt med en pibekoncert, hver gang hun gæstede banen.

I Dansk Trav Derby måtte Tagfat se sig besejret af Tella The Great, men hver eneste gang, de to heste mødtes efter derbyet, var Tagfat bedst.

Tagfat blev senere forsøgt i avlen, men uden den store succes. Hendes bedste afkom blev Full Tilt-hingsten Nu, som bl.a. vandt Fyens 2-års Grand Prix og Jydsk 3-årings Grand Prix 1951 med Poul Stripp i sulkyen.

Arion’s Flash, Eberlin (vinder af Fyens 4-årings Grand Prix og Jydsk 3- og 4-årings Grand Prix), Goliat Olympia, Hjalmar (16 sejre og Derbytreer), Jenna (24 sejre), Liberty (nummer to i Kriteriet) og Morning Star var andre fine heste fra Stald Domas.

Efter Karl K. Pedersens død i 1969 overtog sønnerne stalden – der dog kun kørte videre frem til 1980 - og det er blevet anslået, at Poul Stripp som træner vandt over 700 løb med Stald Domas’ heste. Poul Stripp vandt langt de fleste af sejrene, men Karl K.’s sønner, Jørgen og Jens Pedersen, var også habile amatørkuske med mange sejre. Førstnævnte var bl.a. amatørchampion på Fyens Væddeløbsbane to gange. 

Derbysejr i kraftigt regnvejr

I 1948 vandt Poul Stripp Dansk Trav Derby med Jolly, der var hermafrodit – tvekønnet – og på forhånd ikke levnet de store chancer i et åbent derby, hvor Koster var kneben favorit med Jøkel. Andre topchancer var kriterievinderen Jarl Hanover og Jutta McElwyn.

Kraftige regnbyger skabte vanskelige betingelser for deltagerne, men det passede tilsyneladende den lille og spinkle Jolly fint – hun førte således fra start til mål og sejrede helt overlegent i tiden 1.29,4/3000 meter foran Jutta McElwyn og Jøkel.

undefined

Jolly og Poul Stripp sejrer overlegent i Dansk Trav Derby 1948.

Jolly var ikke nogen skønhedsåbenbaring og gik under øgenavnet ”Jagthunden” – et navn, den angiveligt havde fået af Koster, som havde set Jolly i det sidste hurtigarbejde inden derbyet – men den var altså bedst på dagen, mens Koster kun blev nummer tre.

En populær sejr for Poul Stripp, som på derbydagen også vandt med Stald Domas’ Komet. Jolly vandt en del løb som 5- og 6-års, men var aldrig på højde med Tagfat.

I samme årgang havde Poul Stripp også en anden fin hoppe, Jenna, der formentlig var en bedre hest end Jolly, men hun var desværre ikke meldt i derbysammenhæng. Jenna vandt i alt 23 løb – heraf otte som 4-års - og var dermed en af de heste, som Poul Stripp vandt flest løb med.

Justitsmord eller ej?

Tre år senere var Poul Stripp igen først over stregen i Dansk Trav Derby – denne gang med Moster, der modsat Jolly stillede op som en af favoritterne efter 11 sejre på stribe på hjemmebanen.

I derbyet kom Poul Stripp fint fra start og Moster sad i spids midt i første sving, og så var løbet reelt afgjort – troede man.

Moster var således først over stregen foran Minus (Arnold Jensen) og Masell (Poul Klartoft), mens favoritten Mons sluttede lige uden for præmierækken efter et løb i dødens det meste af rejsen.

Moster blev imidlertid diskvalificeret for urent trav, hvilket afstedkom en del diskussioner blandt publikum og i medierne. Væddeløbsbladet mente, at diskvalifikationen var korrekt, men at dommen burde være faldet på et tidligere tidspunkt i løbet, i stedet for at vente indtil Moster havde passeret målstregen som ”vinder”.

Justitsmord? Bedøm selv: Dansk Trav Derby 1951 fra Kulturarv.dk

undefined

Moster passerer målstregen som ”vinder” af Dansk Trav Derby 1951.

Det var Poul Stripps søn, nu 85-årige Jørgen Stripp, som overbragte sin far den kedelige meddelelse, mens hans hustru fulgte løbet i radioen hjemme i Odense sammen med parrets tre yngste børn, heriblandt den dengang 10-årige Ingrid, som udmærket husker Derbydagen:

”Dagen efter kom der blomster fra både naboen og genboen – måske som en slags plaster på såret,” smiler Ingrid Jørgensen.

Moster gik i slutningen af derbysæsonen i træning hos Koster, der i 1953 med tiden 1.19,0 satte ny dansk indlænderrekord med den nu 9-årige hoppe, som forbedrede Star McElwyns (dansk travsports første 1.20-traver) ”legendariske” rekord fra 1935. Året efter fik indlænderrekorden endnu et hak, da Moster sejrede på Amager i tiden 1.18,9a/1609 meter foran Leo Roy, der for Egon Larsen satte dansk hingsterekord med tiden 19,1.

Moster vandt i alt 51 løb – heraf 21 for Poul Stripp – og nåede dermed ikke Tagfats sejrsrekord for hopper. 

Læs også: Poul Stripps storløbssejre

Dennis Pride – Stripps sidste sejrshest

Foruden de allerede nævnte skal heste som Evergreen, Morning Star, Perlemor, Rita Guy, Frits og ikke mindst Dennis Pride også fremhæves.

Dennis Pride, som Poul Stripp selv ejede, var staldens sidste sejrshest. I 245 starter vandt Dennis Pride 47 løb og 130.000 kroner, inden hesten sluttede karrieren i 1970.

Dennis Pride gjorde sig ikke gældende i årgangssammenhæng – hesten var dog med i derbyet, men opgav efter galop. Senere fik han dog fin succes i hurtigklassen og var indimellem i træning hos Leif Nielsen på Lunden, der vandt flere løb med Dennis Pride.

undefined

Poul Stripp med Dennis Pride.

Læs også: Interview med Poul Stripp (1991) på Travsportshistorie.dk

Stripps mirakelvand

Poul Stripp var kendt og respekteret som en meget dygtig hestemand, som ikke var bange for at hjælpe sine kollegaer – også uden for travsportens cirkler. Galoptræner Stig Hansen benyttede f.eks. ofte Poul Stripp til vanskelige heste, ligesom den fynske træner af og til fik besøg af Odense Zoos direktør, som havde brug for hjælp til nogle af havens dyr.

En stor del af hemmeligheden bag Stripps evner var en slags salve/liniment, som han i sin tid havde fået opskriften på fra sin første lærermester, Arnold Jensen.

Poul Stripp fremstillede selv stadig dette liniment, der bl.a. bestod af petroleum, kamferolie, terpentin og “ammoniakdeluendum”!

”Jeg husker jo udmærket 'gul fluid' fra min tid hos Poul Stripp, og jeg blev tit sat til at massere hestene med det. Det var noget stærkt noget, og jeg husker tydeligt, at hestene nærmest kogte op, når de fik det på pelsen – de kunne næsten ikke stå stille. Men det virkede. Vi havde engang en hest, der blev to sekunder hurtigere efter den var blevet masseret med det, men jeg tror sgu ikke det ville være lovligt i dag,” fortæller Preben Kjærsgaard, som er en af mange senere trænere, der har fået en stor del af deres uddannelse hos Poul Stripp.

undefined

Poul Stripp nåede også at uddanne en lang række trænere i løbet af sin karriere.

Det samme gælder blandt andre Børge Grandahl, Arvid Anderson, Peter Bratholm, Vagn Bruhn, Thorkild Hansen og Alex Kjærsgaard.

Poul Stripp sluttede sin aktive karriere i 1980, og han døde i år 2000.

Af Travsportens Hall of Fame/Henrik Berg