Fotocollage af Sonny Diamond med sin træner Niels Jan Koster Fotocollage af Sonny Diamond med sin træner Niels Jan Koster

Sonny Diamond

På trods af en beskeden start på karrieren endte Sonny Diamond med at blive en af tidernes bedste, danske heste. Den vandt Dansk Trav Derby 1936 i en særdeles stærk årgang, og som ældre tangerede hesten den danske sejrsrekord.

Det er velkendt, at mange vinkendere fastslår, at visse årgange af de ædle druer er bedre end andre. De peger ligefrem på, at dette kan tilskrives, at betingelserne for væksten af druerne frem mod høsten har været optimale.

Indenfor travsporten fremhæver man ligeledes, at visse årgange indeholder flere heste af usædvanlig høj klasse, uden at man har nogen rimelig forklaring på, hvorfor det er tilfældet.

En af de bedste årgange, der er registreret i dansk travsport nogensinde, så dagens lys i 1932. I 1934, hvor årgangen var to år og før de havde påbegyndt aktiv løbsdeltagelse, gik der stærke rygter om, at årgangen indeholdt heste langt over det, man ellers havde set.

En af de heste man omtalte med respekt var Styrmand trænet af Olle Månsson. Et andet navn der også blev fremhævet gang på gang var en hest, som blev trænet på Amager af William Jensen – navnet på dette talent var Sonny Diamond.

Sejr i anden karrierestart

Dens karriere begyndte med en fjerdeplads, men allerede i sit livs anden start sejrede Sonny Diamond. I de efterfølgende seks starter løb Sonny Diamond uplaceret, og det var først i sæsonens sidste start at det blev til sejr. Denne gang i Hugo Jørgensens Mindeløb, hvor den sejrede i 1.29,7.

De otte starter som 2-åring resulterede således i to sejre, men Sonny Diamond dokumenterede ikke den klasse, man havde forventet efter de fine træningsrapporter tidligere på året.

Sonny Diamond blev som 3-åring købt af Rasmus Pedersen, der sendte hesten i træning hos Knud Hansen, for hvem den begyndte sæsonen med sejr, men derefter skuffede den gang på gang.

Det var først i Kriteriet, hvor den efter trænerskifte til Koster viste klasse - her kørt af Arnold Jensen. Den førte stort set hele løbets distance og syntes på vej mod en sikker sejr i det klassiske 3-årsløb, men en umotiveret fejl berøvede den sejren, og den endte til slut på løbets fjerdeplads.

Sonny Diamond udviklede sig stærkt under 3-årssæsonen, hvilket resulterede i hele ti sejre. Fighteregenskaber, energi og en god speed var dens varemærker.

Til tops i alletiders derby

Som fireåring var Sonny Diamond ude i Derbyprøverne, der med denne årgang blev afviklet for første gang. Derbyprøven resulterede i en sikker sejr til Sonny Diamond i 1.24,9 for de 2600 meter.

Sonny Diamond var på dette tidspunkt i en klasse for sig selv og tog ikke mindre end otte sejre i træk, deriblandt Dansk Trav Derby. Forinden starten i derbyet blev det bl.a. til sejr på Amager i Indlænder Pokalløb, hvor den besejrede ældre og garvede konkurrenter som Rex The Great og Lauritz.

I selve derbyet sejrede Sonny Diamond knebent i tiden 1.24,4 foran Styrmand og Sport.

undefined

Sonny Diamond med Koster foran Styrmand (Månsson) og Sport (Sofus Sørensen) i alletiders derby 1936.

Ved derbysejren sænkede Sonny Diamond derbyrekorden med ikke mindre 2,3 sekund pr. kilometer (Patsy 1934), og denne derbyrekord hold helt indtil 1955, hvor Rex Junior med startvognens hjælp sejrede for Kurt Køppen i 1.24,0.

undefined

Ejer Rasmus Petersen, Sonny Diamond, Koster og staldmand Per Bengtsen efter derbysejren.

Det år blev Skandinavisk Mesterskab afviklet i Norge, og Sonny Diamond var en given deltager på det danske landshold. Løbet endte med en kneben sejr til Sandy Mac – også trænet af Jan Koster men kørt af Per Bengtsen – foran Sonny Diamond.

Hele ni sejre i 14 starter blev resultatet af fireårssæsonen.

Store forventninger til 5-årssæsonen

Forventningerne til Sonny Diamond og årgangens øvrige topheste var inden 5-årssæsonen ret store, men som man mange gange før og efter har set det, er det ikke helt let at vokse ind i klassen og møde ældre og garvede konkurrenter.

Dette var også tilfældet for Sonny Diamond og kompagni. Sonny Diamond vandt dette år fire sejre og forbedrede sin rekord til 1.21,4. Blandt sejrene var Nationalløbet efter hård kamp med Rex The Great.

Sonny Diamond var atter på det danske hold til Skandinavisk Mesterskab, der dette år blev afviklet på Solvalla-banen i Stockholm. 

Sonny Diamond gik i mål små hundrede meter før løbets øvrige deltagere, men kredsen omkring fik ikke lov til at smage sejrens sødme, idet Sonny Diamond blev diskvalificeret.

Året efter fik Sonny Diamond dog oprejsning for den uheldige indsats i Skandinavisk Mesterskab, idet ikke alene vandt det danske udtagelsesløb foran Rex The Great og Styrmand. I Skandinavisk Mesterskab blev det hjemmebanetriumf i Lunden for de danske farver, idet Sonny Diamond sejrede overlegent før svenske Mary Louise og danske Tella the Great, mens Rex the Great blev fjerde.

undefined

Sonny Diamond på æresrunde efter sejren i Skandinavisk Mesterskab.

Karrierens bedste sæson

Sin karrieres bedste sæson noterede Sonny Diamond sig for i 1939, hvor det blev til 11 sejre i 16 starter. Den vandt Hestejerpokalen, Indlænder Pokalløb på Amager, Mesterskab for Danmark, Internationalt Mesterskab (Copenhagen Cup), hvor den besejrede den store europæiske stjerne Xiphias. I dette løb satte Sonny Diamond banerekord som den hurtigste danskfødte hest med tiden 1.21,1

Sonny Diamonds største bedrift denne sæson var måske sejren i Amager Travchampionat, hvor den i første afdeling var tredje i 1.20,6, hvilket var hestens bedste rekord. I anden afdeling sejrede den i 1.21,7.

I 1940 nåede Sonny Diamond ikke det sportslige niveau, som man oplevede sæsonen før, men det blev til fem sejre, heraf i storløb som Indlænder Pokalløb, Derbyparaden og Hestejerpokalen. Summa summarum måtte man konstatere, at selvom Sonny Diamond ikke nåede det flotte niveau som forrige år, ja så var den helt klart Danmarks bedste hest.

undefined

Ovenstående statistik fra Travsportens Årbog 1947 fortæller sit tydelige sprog om Sonny Diamonds storhed.

Sonny Diamond beviste året efter, hvor den nu var ni år gammel, at den stadigvæk var etteren i dansk travsport. Det blev til sejr i Det Danske Travselskabs 50 års Jubilæumsløb i 1.22,9 foran Aerolit. Det skulle senere vise sig at blive Sonny Diamonds sidste karrieresejr i Lunden, dette selvom den startede i hele tre sæsoner derefter.

Totalt vandt Sonny Diamond fire sejre i denne sæson.

Som 10-åring blev det til fire sejre bl.a. i et løb, hvor den besejrede en så fin hest som Europachampionen Alema Volo fra lige start.

Næstsidste sæson som 11-årig efterlod desværre det indtryk, at hesten virkede slidt, og det blev kun til to sejre, men tiden 1.22,2 gjorde den til årgangens hurtigste nok en gang.

Læs også: Sonny Diamonds karriere i tal

Tangerede dansk sejrsrekord

Det store spørgsmål inden den definitivt sidste sæson var, om Sonny Diamond ville blive i stand til at vinde 5000 kr. og dermed blive Danmarks mest vindende traver.

Det begyndte rimelig godt med en sejr på Amager, men herefter var det svært at finde passende opgaver til hesten.

Koster besluttede derfor at sende hesten til Fyn. I sin første start på Fyn var den uplaceret, mens den sejrede i sin anden start kørt af Helmuth Rasmussen i beskedne 1.28,8.

Herefter blev propositioner udskrevet på en sådan måde, at Sonny Diamond reelt ikke havde en chance for at gøre sig gældende.

Sonny Diamond nåede ikke målet med at blive den mestvindende danske traver, og lidt sørgeligt sluttede karrieren med starter i handicaps. Den sidste start fandt sted i oktober måned, hvor den sluttede femte på tiden 1.26,7.

Sonny Diamond gik glip af titlen som den mest vindende danskfødte traver, men til gengæld tangerede den Lauritz' sejrsrekord på 61 sejre. (se nedenstående udklip).

undefined

Niels Jan Koster havde i sin glansfulde karriere trænet og kørt mange heste med sejre i klassiske løb og storløb, men på spørgsmålet om, hvilken hest der var den bedste, han havde haft, kom svaret uden tøven: SONNY DIAMOND.

Af Travsportens Hall of Fame/CCJ og LD