Vagn "Futter" Lønborg Nielsen var gennem mange år enerådende på Jydsk Væddeløbsbane, hvor han blandt sejrede i Jydsk 4-årings Grand Prix fire gange. (Foto: Ole Hindbys fotoarkiv)
Før 1970: Vagn "Futter" Lønborg Nielsen
Gennem mere end et kvart århundrede var Vagn Lønborg Nielsen den alt dominerende jyske travtræner. Han vandt championatet på JVB 25 gange, blev landschampion tre gange, tog et hav af storløbssejre og lavede år efter år den ene sejrshest efter den anden.
Efter en tid, hvor alle udnævnelser i perioden frem til 1970 har været koncentreret i og omkring den københavnske travsport, er det nu blevet tid til at udnævne sportens største jyske navn gennem mere end 40 år fra 2. verdenskrigs afslutning.
Vi taler naturligvis om Vagn Lønborg Nielsen, i daglig tale Futter, der hentede et utal af championater og vandt samtlige danske storløb i anden halvdel af 1900-tallet og samtidig i den grad tegnede travsporten vest for Storebælt med base på landets næststørste bane, Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus.
I de kommende linjer har vi samlet en række udsagn og historier om Futters karriere. I modsætning til hovedstadens travsport er den jyske pendant nemlig relativt ubeskrevet, især når det handler om tiden før 1980. På den tid var korte referater i de lokale medier og Travsportens Jul stort set de eneste trykte medier, der fortalte historien om sportens tobenede helte og firbenede stjerner vest for Storebælt.
Derfor er historien om Futter først og fremmest en skøn sammenblanding af et længere interview med sønnen Henrik Lønborg suppleret med lidt input fra andre nuværende aktører inden for sporten. Der følger også statistik over Futters største sejre og ikke mindst denne skribents egne erindringer om min barndoms store idol.
Alt er kogt sammen på denne side, hvor jeg forsøgt at tegne et nuanceret billede af Futter, som den lune, eftertænksomme og frem for alt store hestemand, der på en lang række punkter var forud for sin tid.
Vagn Lønborg Nielsen var kendt som en fremragende finishkusk, der gennem hele sin karriere altid formåede at få det optimale ud af sin hest i en opløbsduel. Her bag sin egen Joachim Lønbo. (Foto: Burt Seeger)
Søn af en JVB-pioner
Futter blev født i 1923 og voksede op som søn af landsbylægen Anton Nielsen, der havde sin praksis i Spørring godt 15 km. nord for Aarhus. Anton Nielsen var ved siden af sin lægegerning inkarneret hestesportsmand og havde både trav- og galopheste. Rent faktisk var Anton Nielsen en flittig og dygtig amatørkusk, og han var med i kredsen af pionerer, der i 1924 var med til at starte JVB på banens nuværende placering.
Det var dengang, der var vintre til, og den unge Futter fulgte ofte med sin far på lægebesøg, hvor hans opgave var at passe på hestene uden for gårdene, når lægen skulle tilse sine patienter.
På den måde voksede den unge mand op med hestene, og Futter fandt sikkert lidt ro i deres selskab, eftersom han på mange andre områder var en ung mand, der fik prædikatet at være ”lidt svær at styre”. Det virkede derfor ikke naturligt, at han skulle følge i sin fars spor i forhold til medicinstudiet, og i stedet blev der ledt efter en læreplads. Futter måtte høre en del i forhold til sin adfærd, og flere gav direkte udtryk for, at han aldrig fik en læreplads. ”Det passer ikke”, forklarede Futter sin omgangskreds. ”Jeg har allerede haft 17 på et år…”
Men der skulle lidt mere struktur ind i livet for Futter, og med afsæt i interessen for heste og kombineret med landsbylægens kontakter blev han i starten af 40’erne sendt til Hamburg og til den tyske travtræner Walther Heitmann. Målet var helt givet, at der skulle sættes lidt skik på den unge Futter, og det blev til to år i det tyske. Derefter fulgte yderligere tre ophold hos de etablerede trænere på JVB i form af Eli Andersen, Albert Schmidt og Ernst Pedersen, og allerede i 1945 tog Futter skridtet videre og blev selvstændig træner – og i en alder af 22 år.
Karrierestart med manér
Man må sige, at karrieren tog fart tidligt derefter. Historien fortæller, at Futters første egentrænede vinder var toårige Idealist (Hanover Speed), der præsterede 1.37,5 – en toptid på daværende tidspunkt. Idealist vandt for øvrigt året efter Jydsk 3-årings Grand Prix for Victor Borregård, men hvordan hesten havnede dér, må stå hen i det uvisse.
Til gengæld fik Futter sin første storsejr på hjemmebanen samme år, da han bragte Hep (Brother Guy) til tops i Jydsk 4-årings Grand Prix, og derved var scenen sat for en lang og fornem karriere.
Alligevel var det en mindre sensation, da Futter i 1950 vandt sit eneste derby, da han bragte outsideren Lykkeprins (Silver Prince) til sejr i det store løb. Lykkeprins var ejet og opdrættet af Futters far, Anton Nielsen, så mon ikke det var med berettiget stolthed, at turen gik tilbage til det jyske med historiens første derbyvinder fra JVB.
Futters far, Anton Nielsen, får overrakt ærespræmien efter Lykkeprins' derbysejr i 1950. (Foto: DTC's fotoarkiv)
Over de efterfølgende næsten 40 år hvilede næsten en forbandelse over Dansk Trav Derby for Futter - og det af mange forskellige grunde. Herom følger mere senere i denne artikel.
50’ernes store stjerner
På hjemmebanen i Aarhus hentede Futter sit første championat i 1948, men konkurrencen på JVB var ganske hård, og det næste championat kom først i hus igen i 1954, hvor der så til gengæld fulgte fire i træk.
Blandt tidens stjerner fra Futter i den periode var bl.a. Asani (Casino the Great), der i 1957 sejrede i både Opdrætningsløbet og Jydsk 2-årings Grand Prix. Asani var ejet og opdrættet af den århusianske restauratør Tage Frandsen, der gennem mange år var trofast hesteejer hos Futter, og Asani leverede da også et væld af gode afkom efter løbskarrieren.
Vagn Lønborg Nielsen i sulkyen bag Asani efter hestens sejr i Jydsk 2-årings Grand Prix 1957. Ved hestens hoved ses ejeren Tage Frandsen. (Foto: Ole Hindbys fotoarkiv)
Men i slutningen af 50’erne satte Futter sig også for alvor på hjemmebanens grand prix’er. Det blev til sejre i 4-årings Grand Prix i både 1955 og 1956 bag hhv. Rodney (Sir Peter Britton) og Svarte (Casino the Great).
Stjernen over dem alle i den periode var dog Uffe Kejlstrup (Joe’s Pride), der var sine konkurrenter overlegen i både Jydsk 2-årings Grand Prix i 1956 og i samme opgør for de 3-årige året efter. Derefter fulgte en glorværdig karriere i Sverige hos selveste Sören Nordin, der vandt adskillige storløb med hesten både i Sverige og andre steder i det nordeuropæiske. Uffe Kejlstrup havde tilmed en karriere i avlen i det svenske, hvor mere end 100 afkom står noteret for 506 sejre.
Futter vinder Jydsk 3-årings Grand Prix 1957 med Uffe Kjelstrup. Senere blev hesten storstjerne i svensk træning. (Foto: Ole Hindbys fotoarkiv)
Heste på både gård og bane
Ved indgangen til 1960’erne begyndte Futter at sætte sig i en alt mere dominerende rolle på JVB, og i perioden fra 1962 til 1980 var navnet V. Lønborg Nielsen øverst på listen over oftest sejrende træner på den jyske hovedbane.
I 1960'erne var Futter fast - og ofte ganske populært - inventar i vindercirklen. (Foto: DTC's fotoarkiv)
Konkurrenter og trænerkolleger var der ellers nok af. Den elegante Preben Munch fra Charlottenlund, lige så elegante Svend V. Pedersen med base i Skåde og med udsigt over hele Aarhus, Johnny og Jørgen Hill, og ikke mindst ”den evige to’er” på listen op gennem 1970’erne, Børge Simonsen. Siden kom Ole Størup til, inden Birger Jørgensen for alvor brød Futters dominans ved indgangen til 1980’erne.
Men først koncentrerer vi os om 1960’erne, hvor Futter tog en beslutning, der helt sikkert havde en betydning for karrieren.
Henrik Lønborg fortæller: ”Min far havde bemærket, at amatørhestene, der kom hjemme fra ejerne, havde et langt bedre humør og så bedre ud, end de heste, som trænerne havde stående i boksene på banen. Derfor købte mine forældre i starten af 60’erne gården i Herskind, og derefter vekslede han hestene mellem gården og banen. Hvis en hest startede om søndagen, så var den derefter fire-fem dage hjemme på gården, og det fandt min far ud af havde en god effekt.”
Om selve træningsmetoderne forklarer Henrik Lønborg videre: ”Hestene blev som regel ridetrænet og i et dybere og blødere underlag, end de var vant til på banen. Det var godt for bentøjet, og så havde han en filosofi i forhold til opbygningen af psyken og humøret. Når han trænede flere heste sammen, så var det i hurtigarbejderne altid den dårligste, der skulle komme først over stregen.”
”Han begyndte også tidligt at eksperimentere med intervaltræningen. Det var vist nok startet på selve banen, hvor hesten efter et hurtigarbejde fik lov til at tage farten af efter passagen af målstregen og derefter lunte ned af den bageste langside. Men så fandt han på at vende om, og så fik den en ordentlig spritser tilbage mod tunnelen, og på den måde var intervaltræningen reelt startet.”
Vagn Lønborg Nielsen var ikke bleg for at afprøve nye træningsmetoder. Her ses han under et hurtigarbejde på JVB. (Foto: DTC's fotoarkiv)
Jutta’s Pride og Helmuth R – stjerner med internationalt snit
Og resultaterne udeblev da heller ikke. I 1965 præsenterede Futter den toårige superhoppe Jutta’s Pride (Joe’s Pride), som han selv senere har betegnet som sin bedste hest nogensinde. Jutta’s Pride vandt både Opdrætningsløbet og året efter Dansk Trav Kriterium, ligesom det samme år blev til sejr i Skandinavisk 3-årings Mesterskab.
Jutta's Pride på vej mod en overlegen sejr i Jydsk 3-årings Grand Prix 1966. (Foto: Ole Hindbys fotoarkiv)
I samme periode havde Futter fundet nøglen til Helmuth R (Nelson the Great), der vandt en masse sejre i den daværende hurtigklasse rundt om på flere af landets baner. Kronen på værket var sejren i C. J. Müllers Memorial på Jägersro i 1968. Müllers Memorial er stadig et af den svenske storbanes storløb og afvikles hvert år i forbindelse med efterårets V75-dage, og det er da lidt særligt at finde Helmuth R og en provinstræner fra Danmark i statistikken over løbets vindere sammen med mange internationale topheste.
Helmuth R stoppede karrieren ved 160.000 kr., hvilket var mange penge tjent på den hårde måde uden om årgangssejre. Og som en lille anekdote kan Henrik Lønborg fortælle, at Helmuth R faktisk blev derbyvinder i England – som 16-årig og på en græsbane....
Det blev i alt til 47 sejre for Helmuth R i Futters regi. Her ved en sejr på JVB i 1968. (Foto: Ole Hindbys fotoarkiv)
La Boca – et synonym for Futters kørestil
Det samme gjorde sejrshesten over dem alle i regi Futter – La Boca (Victory Mon). Den tog flere end 50 sejre og blev den første hest, der indløb mere end 100.000 kr. alene på JVB. Det var en fantastisk speedkugle, der gennem flere sæsoner var fast inventar i den jyske hurtigklasse. Ja, det blev også til enkelte sejre i de daværende Elitehandicap, hvor La Boca ofte stod med 80 eller 100 meters tillæg, og hvor der stadig var langt frem med indgangen til lige bane.
Alle JVB-publikummer med nogle år på bagen kan formentlig huske, når den med sin altid stramme tjek rundede konkurrenterne via en fantomspeed helt ude ved rækværket. På mange måder var La Bocas fantastiske afslutninger synonymet for Futters kørestil. Afventende længst muligt og så en fantastisk finish, der akkurat gav sejren.
Med 54 sejre blev La Boca Futters sejrshest over dem alle. Her ses parret efter sejr på JVB i 1969. (Foto: Ole Hindbys fotoarkiv)
Om det var noget, der blev specielt trænet, er Henrik Lønborg i dag ikke så sikker på, og Futter selv gav i et interview til Årsrevyen 1987 sin version af sit valg af taktik i løbene. ”Min kørestil er sådan set ikke ændret. Jeg har bare ikke materialet til den form mere.”
Derbyforbandelsen
Gennem stort set samtlige år siden slutningen af 1960’erne havde Futter en eller flere sejrsheste i sin varetægt. Han spillede også med, når de store årgangsløb skulle afgøres. Alligevel må man konkludere, at heldet ikke tilsmilede Futter på de rigtige tidspunkter i forhold til de klassiske eller semiklassiske løb for årgangshestene. Det blev ved den ene sejr i Dansk Trav Derby tilbage i 1950, men efterfølgende var der flere heste, der med rette tur på dagen også kunne have løbet med æren og titlen.
I 1974 var Prins Frederik (Bold Viking) den store derbyfavorit efter sejr i bl.a. Jydsk 4-årings Grand Prix, men hesten var ikke på toppen på dagen og galopperede uden at virke vinderaktuel i sidste sving.
Vagn Lønborg Nielsen-trænede Prins Frederik (her med Walther K. Pedersen i ejerfarver) vinder sin derbyprøve foran Paw Senator. Derbystarten endte dog uden succes. (Foto: Burt Seeger)
Parret fik dog revanche nogle uger senere, da Prins Frederik efter lidt positionskamp med hele tre svenskere i opløbet fandt hullet og spurtede til sejr i Nordisk 4-års Pris på Charlottenlund Travbane. ”De kørte vist holdkørsel, så jeg måtte skubbe lidt for at komme til,” udtalte Futter efter triumfen.
I Nordisk 4-års Pris sad Futter selv bag Prins Frederik. Han fik bugseret hesten fri af inderbanen i tide, og den spurtede frem til sikker sejr. (Foto: Burt Seeger)
Året efter Prins Frederiks derby sejrede Regento Skovlund sikkert i Derbyprøven, men blev efterfølgende diskvalificeret i forbindelse med ”hostesaft-sagen”, hvor hesten modtog lidt medicin lige inden start. Og som i øvrigt ikke kunne påvises ved den efterfølgende blodprøve. Det betød en startplads i tredje række i selve derbyet, og det var en umulighed blandt 20 konkurrenter og over for uovervindelige Ritha Lyngholm.
Derefter fulgte lidt mere outsiderbetonede chancer bag eks. Orfeus, inden Futter igen sad bag en Derbyfavorit i 1981 i form af Dukat Hoff (Lord Valentine). Eller nærmere skulle have siddet bag. Hesten var ganske sikker vinder af Derbyprøven, men kom til skade i folden umiddelbart efter, og så måtte den slettes i derbyet, der i en mudret bane blev vundet af Duvil og Jørn Laursen.
Og sidste alvorlige skud i Derby-bøssen for Futter var så i 1986, hvor egen opdrættede Joachim Lønbo (Satin Crown) stillede til start som en af favoritterne. Årets inden var parret først over mål i Dansk Trav Kriterium, men blev diskvalificeret for trængning i opløbet over for Julius Royal Canin, og det var en afgørelse, der ikke blev vurderet korrekt alle steder. Måske var det derfor, at Futter lod sønnen Henrik varetage chancerne i derbyet året efter, men det blev kun til en fjerdeplads efter dog at have været med helt fremme også i slutfasen.
I Dansk Trav Derby 1986 overlod Futter pladsen i sulkyen bag Joachim Lønbo til sønnen Henrik. Her er far og søn samt Futters hustru Thora samlet om hesten. (Foto: Burt Seeger)
Mere end 2000 sejre
Men det blev til masser af sejre i en tid, hvor løbsantallet var markant mindre end i dag. I 1987 rundede Futter de 2000 sejre, og kort efter indstillede han sin karriere i takt med, at staldens to stjerner via de hjemmeavlede Hej Mads og Joachim Lønbo havde gjort sit på de danske væddeløbsbaner.
En af karrierens sidste stjerner fra Futters hånd var Hej Mads (midt i banen), der her vinder for sin træner i Lunden. (Foto: Burt Seeger)
Men tilbage står en fabelagtig karriere med et utal af sejrsheste, og hvor vi allerede har nævnt mange. Vi vil dog lige løbe igennem lidt flere – og mest på hukommelsen.
Læs også: Futters storløbssejre og championater
Det er bl.a. Stutteri Langesø-hesten Hornblower, der endte i den jyske hurtigklasse og vandt mange løb dér. Egenopdrættede Mads Lønbo, der vel var årgangens bedste hest i derbyåret, men som ikke var meldt i løbet om det blå bånd. Hesten slog derbyvinderen Max Hanover i en særlig tilrettelagt to hestes opgør på JVB nogle uger efter derbyet. Mads Lønbo var endvidere dansk repræsentant i Europæisk 5-Års Mesterskab afviklet på JVB i 1971.
Futters eget opdræt Mads Lønbo var nok årgangens bedste hest, men den var ikke meldt i derbyet. Her ses den ved sejr på hjemmebanen i 1969. (Foto: Ole Hindbys fotoarkiv)
Ligeledes hjemmeopdrættede Nicko Lønbo, der tilhørte klassen lige under de bedste. Og Olga Lønbo og Mazina Lønbo, der begge i avlslinerne kan spores til flere fine heste i dansk travsport. Robert Nellemann-duoen Nick Sonera og Oh La La Sonera, og derefter i årgangsrækkefølge heste som Superkokken og Sir Orbit, Vici Gøttrup, Ava Nova og Athene Hoff, Bazooka, Ben Hastrup og Bine Nixi, Chi-Li, Sir Klokkedal, Carmen Grønhøj og Claus Holmbo, Dannebrog, Esquire, Frits og mange mange flere.
Stod bag købet af Pay Dirt i USA
Der er ingen tvivl om, at Futter var en dygtig kusk og træner. Men han var mere end det – nemlig en personlighed, der havde viden og holdninger, og som samtidig besad en masse kendskab til hestesporten også uden for landets grænser.
Futter interesserede sig også for avlsdelen, og med udgangspunkt på gården i Herskind kom mange fine afkom til verden under kennelnavnet "Lønbo". (Foto: DTC's fotoarkiv)
Det er vel de færreste, der ved, at Futter allerede inden 1980 var fast abonnent på det svensk fagblad Trav- og Galopronden. Deri søgte han masser af informationer, som han supplerede sine egne tanker med i forhold til eks. avlens betydning. De mange Lønbo-heste blev jo et kendt varemærke inden for travsporten herhjemme, og i forbindelse med et ganske særligt indkøb i USA stod der Futter på anbefalingen.
Henrik Lønborg fortæller: ”Jeg mener, at han og min mor startede med egen avl, da de rykkede her til gården, og i starten var det planen, at der skulle fransk blod ind i linjerne. Men det viste sig ikke at kunne holde på det tidspunkt, så gradvist ændrede de konceptet, og derefter blev hestene mere naturligt travende. Han havde dog tilegnet sig en masse viden om avl og blodlinjer, og det var jo min far, der i sin tid anbefalede Opdrætterforeningen at investere i Pay Dirt. Det skete på en tur til USA, hvor min far var den eneste, der kunne se noget i den. Den var for lille, mente de andre. Men min far fandt stutteriets mindste staldpige og stillede hende op til fotografering ved hovedet af Pay Dirt, og så blev billedet sendt hjem – og hesten blev købt.”
Den mere ukendte Futter-side
Historierne om Futters lune er talrige, selvom de fleste vel nok er på vej i glemmebogen.
Henrik Lønborg kunne dog et par stykker, der underbygger Futters store viden om heste: ”Han var på besøg ved Henning Olesen for at købe Sir Orbit, men tiderne var lidt anderledes dengang, og det endte med, at der gik lidt snaps i mødet. Det blev derfor mørkt, og de havde slet ikke set hesten endnu. Men min far kunne huske, at der løb en bæk gennem foldene ved Henning Olesen, så han bad Henning om at få Sir Orbit til at løbe henover folden og over bækken i trav. Kunne den holde sig i gangarten også efter passagen af bækken – så var den god nok. Det gjorde den så, og den udviklede sig til at være en tophest i mange sæsoner derefter.”
En anden historie går på, at en ejer gerne ville se til sin hest og derfor dukkede uventet op på JVB. Futter var ikke tilfreds med hesten, men ville dog stadig gerne beholde den i træning, men da ejeren næppe kunne skelne sin hest fra de andre, kørte Futter en runde med en anden hest. Det så fint ud, og ejeren forlod veltilfreds banen, og hesten forblev i træning.
Selv hen mod afslutningen af sin karriere satte Vagn Lønborg Nielsen flere gange sin yngre konkurrenter til vægs. Her med Joachim Lønbo, der vinder foran Julius Royal Canin med Preben Kjærsgaard. (Foto: Burt Seeger)
Futter var aldrig bleg for at give sin mening til kende, og i sin karrieres efterår handlede det bl.a. om Tipstjenestens administration af V6-spillet i midten af 80’erne. ”At lade modstanderen Tipstjenesten forvalte V6-spillet vil svare til, at jeg skulle forvalte Birgers stald. Resultatet vil være forudsigeligt,” lød kommentarerne med sædvanlig lune til Årsrevyen i 1987.
Nævnes skal også, at Futter tre gange blev landschampion. Det var i 1960 med 56 sejre, i 1970 med 110 sejre, og så i 1973 med 102 sejre. Det gav bl.a. udtagelse til Europamesterskabet for Travkuske, men det var ingen større succes for Futter, der efter hjemkomsten tørt konstaterede. ”De sagde, at lodtrækningen var notarius publicus. Jeg tror snarere, at det var notarius luskebuks.”
Vagn Lønborg Nielsen nåede i alt at vinde 2.014 sejre i løbet af sin aktive karriere. (Foto: Burt Seeger)
Dette var historien om en ægte legende inden for dansk travsport, og som denne skribent har valgt at fortælle den. Der vil helt givet være mange, der havde efterspurgt noget andet eller savner noget tredje, men det afgørende har været at hædre en stor repræsentant for vores sport.
For Futter var helt klart noget særligt og noget enestående i sin tid. Jeg håber, at det er lykkedes.
Af Travsportens Hall of Fame/Claus Bossow - Foto: Burt Seeger, DTC's fotoarkiv og Ole Hindbys fotoarkiv