"Futter havde en evne til at få det bedste ud af nye heste"
Hvordan var Futter som henholdsvis arbejdsgiver og konkurrent? Det har vi spurgt trænerne Knud Mønster, Birger Jørgensen og Steen Juul om. Deres svar kan du læse her.
Knud Mønster:
"Jeg var hos Futter i tre år, inden jeg flyttede til Skive og siden blev selvstændig træner. Det var tre meget lærerige år. Han var en fantastisk hestemand og dygtig både som træner og kusk.
Som arbejdsgiver var han rolig og ordentlig, og jeg fik lov til at afprøve rigtig mange ting i stalden. Hestene blev ridetrænet, og der blev eksperimenteret med og uden sko, så på de punkter var han forud for sin tid. Jeg kunne også godt lide, at han aldrig var efter sine heste – heller ikke i opløbet. Han råbte lidt efter dem, og de reagerede som regel på det frem for på pisken.
Futter havde også en evne til at få det bedste ud af nye heste og allerede fra starten. Vi fik eksempelvis Kreon fra Axel Jacobsen, hvis familie Futter tidligere havde flere heste for. Han kørte én tur med den og lavede nogle justeringer, og så gik den ud og vandt Jydsk 3-årings Grand Prix. Det var for Birger, da Futter var udelukket, og da han ikke tidligere havde kørt hesten, så kunne han ikke få dispensation til løbet.
En ung staldmand, Knud Mønster, ved hovedet af Joachim Lønbo efter hestens sejr i Jydsk 2-årings Grand Prix 1984. (Foto: Ole Hindbys fotoarkiv)
Jeg var jo med i de sidste år af hans karriere og på den tid, hvor staldens stjerne var Joachim Lønbo. Efter toårssæsonen og otte sejre dér var der bud efter den, og bl.a. Mikko Manninen var nede for at se på den. ”Den koster 100.000”, sagde Futter til dem og vendte sig om. ”Dollars”, tilføjede han og grinede. Den blev ikke solgt."
Birger Jørgensen:
"Selvom jeg jo faktisk overtog efter Futter, så kendte jeg ham vel ikke så godt. Han var jo på vej ind i sin karrieres afslutning, og jeg skulle i princippet i stedet kæmpe mod Henrik Lønborg og de andre Aarhus-kuske, der havde været i lære ved Futter – Bent Madsen, Walther K. Pedersen med flere.
Men Futter var en klog og eftertænksom mand, der vidste en masse om heste – ja, vel nærmest intelligent på sin lidt egen måde. Han var samtidig forud for sin tid i forhold til træningsmetoder, hvor han havde langt mere fokus på det enkelte individ, end man ellers var vant til på den tid."
Birger Jørgensen overtog tronen som JVB's førende træner efter Vagn Lønborg Nielsen. Her ses han dog på behørig afstand af Futter i et opgør på JVB. (Foto: Ole Hindbys fotoarkiv)
Steen Juul:
"Jeg husker Futter som en fremragende kusk med en fantastisk kørehånd. Han var taktiker med en særlig evne som finishkusk, og da han kendte hver en sten på Aarhus-banen, så ventede man i princippet bare på, at han ville komme forbi til sidst.
Der var masser af andre gode trænere på den tid, men der var ingen, der kunne true hans dominans. Og når han kom på banen med sine heste hjemme fra gården, så var de virkelig på toppen og med humøret i top.
Han var også god til at få tusket nogle gode heste til sig. Han var måske en af de få, der kunne tillade sig at henvende sig til en ejer for lige at høre, om han ikke lige skulle prøve at få lidt mere ud af en hest. Men de blev som regel også bedre, og det er jo helt vildt, så mange sejrheste han fik skabt gennem årtier.
Han var da også lidt efter mig, da jeg meldte ud, at jeg ville starte som træner i Skive. 'Arh Steen, skal du ikke lige ha’ et par år ved mig først,' sagde han til mig på sin vanlige lune facon. Så alt i alt en fantastisk hestemand, som jeg altid vil huske."
Steen Juul (indv.) i opløbsduel med Futter ved et løb i Lunden. En duel, sidstnævnte trak sig sejrrrigt ud af. (Foto: Burt Seeger)
Af Travsportens Hall of Fame/Claus Bossow